Den første kendte forfatter var en kvinde

af Sophus Helle, videnskabelig assistent, Ph.d-studerende, Aarhus Universitet.

Hendes mor svarede tørt:

“Hvis de kan lære at sige Tjajkovskij, Michelangelo og Dostojevskij, kan de også lære at sige Uzoamaka.”

Ligeledes kan man – og bør man – lære at sige Enheduana. Det er navnet på verdens første forfatter, en prinsesse og præstinde der levede i det sydlige Irak for over fire årtusinder siden. En betyder “præstinde”, hedu betyder “pryd”, ana betyder “himlens”: En-hedu-ana, præstinden, der er himlens pryd.

Enheduana var datter af kong Sargon, der omkring år 2300 f.v.t. samlede de sumeriske bystater og dermed skabte verdens første imperie. Kongen indsatte Enheduana som højestepræstinde for måneguden Nanna i byen Ur, der i dag ligger i Iraks sydlige hjørne. Enheduana blev husket af eftertiden som en gudsbenådet digter der skrev vilde hymner til Inana – den sumeriske gudinde for krig, kærlighed, ødelæggelse og forandring. Men i dag er Enheduana næsten glemt, og kun en håndfuld filologer kender til hendes digte. Det er på tide at vi lærer at sige hendes navn og læse hendes digte igen.

Enheduanas digte er skrevet på et skriftsystem der hedder kileskrift. Kileskrift er verdens ældste skriftsystem, og blev opfundet i oldtidens Irak for omkring 5.500 år siden. Kileskrift skrives ved at man presser et skarptskåret siv ned i vådt ler, så det efterlader en række kile-formede mærker der tilsammen danner et tegn. Det særlige ved kileskrift er at hver enkelt tegn kan have mange forskellige betydninger, hvilket gør skriften til et rigt og mangefacetteret, men også komplekst system. 

Kileskrift blev først og fremmest brugt til at skrive to sprog: sumerisk og akkadisk. De to sprog eksisterede side om side i oldtidens Irak og var tæt vævet sammen. Enheduanas modersmål var sandsynligvis akkadisk, men hendes digte er alle skrevet på sumerisk. Akkadisk har mange fællestræk med sprog som arabisk og hebraisk – det er det man kalder et semitisk sprog – men sumerisk er en helt anden verden. Det er et isolat, hvilket betyder at det ikke er i familie med noget andet sprog vi kender til. Dets grammatik og ordforråd er helt særegent. Det er en af grundene til at der er så få der kender til Enheduana: det sprog hun skrev sine digte på, er vanskeligt at tyde, og i dag er der kun ganske få eksperter der kan læse sumerisk.

I det tredje årtusind f.v.t var Irak opdelt i en række selvstændige bystater: Ur, Uruk, Nippur, Lagash, Eridu, Kesh, Akkad osv. Byerne indgik i et stort magtspil af skiftende alliancer og konflikter, men var generelt uafhængige af hinanden. Det ændrede sig omkring år 2300 f.v.t., da kong Sargon af Akkad samlede alle byerne i ét rige, og tilmed erobrede de omkringliggende områder i Iran, Syrien og Tyrkiet. Sargon skabte dermed det, historikere kalder det oldakkadiske rige, og vendte endegyldigt op og ned på den sumeriske verden.

Det oldakkadiske rige var et ambitiøst, men kortlivet politisk projekt. Sargons dynasti var en eksplosion af erobringer der spredte sig over hele den kendte verden, men kollapsede efter kun to generationer. Et af problemerne var at de magtfulde borgere i de tidligere uafhængige bystater gjorde konstant oprør mod de nye magthavere: Sargons barnebarn Naram-Sin måtte nedkæmpe ni oprør på et enkelt år. Til sidst kunne statskassen ikke følge med længere, og riget gik i opløsning. Enheduana levede i en ganske særlig periode, hvor den kultur hun levede i, ændrede sig radikalt.

Århundreder senere blev Enheduana husket som forfatter til en række hymner til Inana. Babylonske studerende blev sat til at lære hendes digte som pragteksempler på formfuldendt sumerisk. Hvis man ville gøre karriere som præst eller embedsmand i oldtidens Irak, måtte man lære sumerisk, der dengang havde samme rolle som latin havde i Europa: et lærd og litterært sprog. Og hvis man ville lære sumerisk, var Enheduanas hymner det højeste ideal man kunne stræbe efter.

Det er ikke klart om Enheduana rent faktisk skrev disse digte selv, eller om de blev skrevet senere i hendes navn. Der er ingen tvivl om at hun var en rigtig person: hun var afgjort Sargons datter og præstinde i Ur, og vi kender endda navnet på hendes forvalter, Adda. Men de tidligste manuskripter af hendes digte kommer fra de babylonske skoler, som opstod tre århundreder efter hendes død. Det kan være at digtene overlevede som en mundtlig tradition i de mellemliggende århundreder og først blev nedfældet da de indgik i skolesystemet. Men det er også muligt at de blev skrevet senere og blot tillagt den berømte prinsesse. 
Hvorvidt Enheduana rent faktisk var forfatter til disse digte er dog sekundært. Uanset hvad er hun det første eksempel, fra nogen kultur, på at et digt blev tilskrevet en forfatter. Før Enheduana var litteratur fuldstændigt anonymt: digte tilhørte og udsprang fra en kollektiv og navnløs tradition, hvor man ikke kunne trække en direkte linje fra digt til menneske. Det ændrede sig med Enheduana. For første gang begyndte man at interessere sig for den unikke person der stod bag teksten.

Der er bevaret fem digte som ifølge babylonerne var skrevet af Enheduana. To er så fragmentariske at de næsten ikke er til at læse. En er en samling af hymner der hylder templerne i de sumeriske byer. De sidste to er hymner til gudinden Inana, også kaldet Ishtar. Inana er på alle måder en fascinerende figur. Det ene øjeblik er hun en uskyldig og nyforelsket ung kvinde, den næste er hun er en kriger der kværner fjendernes kranier til støv og æder deres lig som en løve. Inana gør alt hvad man ikke må og intet af det man skal, hun vender op og ned på alle regler og krydser alle grænser. Enheduanas digt “Hymne til Inana” fremhæver Inanas paradoksale, altomvæltende karakter:

At ødelægge, bygge, rive væk og sætte på plads er dit, Inana.
At gøre mænd til kvinder og kvinder til mænd er dit, Inana.
Charme og tiltrækning, skaberkraft og velfærd er dit, Inana.
(…)
At glemme og huske, at rejse sig og knæle er dit, Inana.
At samle hus, kammer og møbler, at kysse børnenes læber er dit, Inana.
At løbe og sprinte, at forsøge og lykkes er dit, Inana.
At gøre stærke voldsmænd til stakkels svæklinge er dit, Inana.
At gøre bjerge til dale, at hejse og sænke er dit, Inana.
At tildele kronen, tronen og scepteret er dit, Inana.

Kort sagt står Inana for alt det i verden som vi ikke kan styre, alt det der ikke kan gå op, alle tilfældigheder, paradokser og normbrud. Det er denne gudindes magt og uforudsigelighed, som Enheduanas bedste digte skildrer.

Enheduanas hovedværk hedder på sumerisk “nin me shara,” der på dansk ville lyde “Dronning over alle me.” Me er et uoversætteligt sumerisk begreb, der betegner de grundlæggende byggeblokke, som den civiliserede verden består af, og som guderne har magt over. Når man siger at en gud er gud for noget (gud for retfærdighed, kongemagt, krig, visdom, jomfruelighed, sex, handel, rejsende, osv.), så betegner me det “noget”: gudernes magtbeføjelse, kulturens grundbestanddele, verdens naturkræfter. I Enheduanas hymne gøres Inanas vilde væsen til dronning over alle me – det vil sige over hele verden. På engelsk kaldes digtet “The Exaltation of Inana” (Inanas ophøjelse), på dansk har jeg valgt at kalde det “Verdens dronning”.

“Verdens dronning” er et ganske særligt digt, fordi det kombinerer den sædvanlige hyldest til Inana med en autobiografisk fortælling. Enheduana forklarer hvorfor hun har brug for gudindens hjælp, og altså hvorfor hun synger den hymne vi er i gang med at læse. Som nævnt var det oldakkadiske riget plaget af oprør, og et af de oprør, anført af tronrageren Lugal-ane, har taget magten i Ur. Som datter af Sargon og repræsentant for det oldakkadiske rige er Enheduana blevet smidt på porten. Hun beder om hjælp til måneguden Nanna, hvis præstinde hun var, men Nanna nægter at svare. I desperation vender Enheduana sig mod Inana, der er Nannas datter, og beder om hjælp. Enheduana konkluderer at Nannas stilhed betyder at han har overladt beslutningen til sin datter: Inana kan dermed blive en hersker blandt guderne ved at afgøre sagen. 
Enheduana håber selvfølgelig at Inana vil afgøre sagen til hendes fordel, og smide Lugal-ane ud af Uruk. Der er bare et problem: Enheduana har mistet sin veltalenhed. Hendes tunge er forstummet, hendes digteriske evner er forsvundet. For at hylde Inana er hun nødt til at genvinde den veltalenhed – men hvordan?

Svaret ligger i det digt, vi er i gang med at læse. I det øjeblik hun skriver digtet, genvinder Enheduana sin veltalenhed, hvilket kvaliteten af teksten selv beviser. Historien slutter med at Enheduana forklarer hvordan hun skrev hymnen, i et helligt møde med gudinden. Digtet bider altså sig selv i halen, idet den ender med at skildre sin egen tilblivelse. I det øjeblik digtet bliver til, bliver Enheduana også digtets forfatter, og det er vel at mærke første gang i verdenshistorien hvor tanken om en forfatter opstår.

“Verdens dronning” er et kompleks, selvransagende værk, men det er først og fremmest en smuk og dragende hyldest til den kaotisk naturkræft, som Inana udgør. I digtet siger Enheduana om sig selv, at hun har en “honningtunge”, og metaforen er ganske passende: der er noget tyktflydende, kompakt og gyldent over hendes digte. De er fulde af overraskende metaforer, pludselige drejninger, smukke lydklang og rytmiske gentagelser. Og så er de båret af den rå og kaotiske energi, som Enheduana ser i Inana: 

Som var du en basilisk spreder du gift over fjenden,
som var du en storm bøjer høsten sig for dit brøl. 
Du er en stormflod der bruser ned ad bjergene,
du er størst i himmel og på jord – du er folkets gudinde!
Du er en flammende ild der regner over landet:
du har fået magt fra himlen selv, og som en dronning
kommer du ridende på en løve. 

Jeg er i gang med at oversætte “Verdens dronning” til dansk i samarbejde med Forlaget Uro. I mellemtiden kan man læse min frie gendigtning af værket til engelsk her, en meget tekstnær version på fransk her, eller en anden engelsk oversættelse her. Man kan også se en kort Ted-Ed video om Enheduanas og hendes værker her.