En kærlighedshistorie, men også mere end det
Fortællingen starter, idet Janie, historiens hovedperson, vender tilbage til byen Eatonville efter at have forladt den et par år forinden. Der bliver hvisket og sladret en masse i krogene, fordi Janie flygtede ud af byen med en noget yngre knægt ved navn Tea Cake, men nu er vendt tilbage alene og i et sæt over-alls. Mens de andre indbyggere helst gerne bare vil sladre, går Phoeby, en nær veninde til Janie, hen til hende. De sætter sig på Janies veranda, hvor hun fortæller hele sin historie til Phoeby. Og selvom det ved første øjekast kunne ligne ’endnu en kærlighedshistorie’, skal man ikke tage fejl af denne bog - den vil og kan meget mere end bare det:
”Skibe set på afstand bærer på mænds ønsker. For nogle kommer de ind med tidevandet. For andre sejler de evindeligt i horisonten, kommer aldrig ud af syne, lægger aldrig ind til land, ikke før Beskue-ren resigneret vender blikket bort, hans drømme hånet til døde af Tiden. Sådan er mænds liv. Kvinder, derimod, de glemmer de ting de ikke ønsker at huske, og husker alt hvad de ikke ønsker at glemme. Det er drømmen der er sandheden. Og så handler de og lever efter dette”
Sådan begynder bogen. Denne passage citeres i forordet af Zadie Smith, og jeg læste det et par gange. Da jeg så kom til selve fortællingens begyndelse, læste jeg det et par gange igen, hele tiden med en fornemmelse af, at der var noget jeg ikke helt forstod. Nu, da jeg har læst hele bogen og endnu engang vender tilbage til begyndelsen, forstår jeg meget bedre. Hurston har nemlig en fantastisk måde at skrive de svære følelser, fænomener og tanker frem på, på en præcis og rammende måde, såsom hvordan sladder opstår og spredes:
”Da de så kvinden [Janie] som hun var, huskede de den misundelse de havde gemt på fra andre tider. Så de gennemtyggede deres laveste tanker og svælgede i dem med velbehag. De smedede brændende påstande med deres spørgsmål og brugte latteren som mordvåben. Det var massegrusomhed. En stem-me vakt til live. Ord gik omkring uden herre, tog hinanden i hænderne som toner i en sang.”
Og så til kærlighedshistorien
Men bogen er også en kærlighedshistorie, og det kommer man ikke udenom. Den første mand Janie bliver gift med, bliver hun ikke gift med af kærlighed, men af bedstemorens vilje. Bedstemoren, som er af en anden generation og som begyndte sit liv i lænker som slave, så op til den hvide kvinde, som dagen lang kunne sidde på sin veranda og lave ingenting. Derfor var det bedstemorens mål at få Janie placeret på sådan en veranda, hvilket hun også blev. Igennem to ægteskaber får Janie økonomisk og materialistisk velstand, men bliver samtidig undertrykt af sine mænds patriarkalske halsbånd:
”Hun havde egentlig aldrig overvejet om det overhovedet var noget hun havde lyst til. Det må have været den måde Joe bare tog ordet på, uden at give hende en chance for at sige noget hverken for eller imod, der fik det hele til at blegne lidt. Men uanset hvad, gik hun den aften ad vejen bag ham med en kulde i sig. Han gik med lange raske skridt, opfyldt af sin nye betydning, tænkte høj og lagde planer uden at kende til hendes tanker.”
Men en dag kommer en anden mand forbi. Han har hverken penge, land eller en masse materialistiske ting, men har i stedet en lille pose blomsterfrø med, som han giver hende. Og straks er vi tilbage til Janie, 16 år gammel, liggende i bedstemorens blomsterhave, og gennem en naturbevidnelse går fra at være barn til at være voksen:
”Hun så en pollenbærende bi synke ned i blomstens allerhelligste, […] og træets ekstatiske skælven fra rødderne ud til den mindste kvist der skummede fra hver eneste blomst og berusede af henrykkelse.”
Der sker altså her er sammensmeltningen af den spirende voksens drøm om den ægte kærlighed, som 16-årig direkte afspejlet i naturen, til at manden foran hende giver hende en pakke blomsterfrø, som skal vokse og spire der hvor de vælger at plante dem. Og så synes jeg selv, læseren skal læse sig ind på denne kærlighedshistorie.
Dette er en enestående roman, som jeg virkelig synes alle skulle læse – og den fortjener virkelig sin klassiker status! Det er en hård bog med en masse svære problematikker, men på trods af dette skinner der også en klar optimisme igennem.
Anmeldelse af Zora Neale Hurston: Deres øjne så mod gud, udgivet på Turbine d. 11. januar 2023. Oversat fra engelsk af Juliane Wammen.
Anmeldt af Anne Philipsen.