Evnen af Siri Pettersen

01.08.17
Fejende flot afslutning på verdens bedste fantasytrilogi. Læn dig tilbage og nyd dette mesterværk, som flytter grænserne for, hvad fantasy kan være.

Trilogien ’Ravneringene’ udspiller sig i tre parallelle verdener, der hænger sammen forbundet af Ravneringe, nogle stencirkler der bringer tankerne hen på Stonehenge og mytologien bag disse. Der er ingen tvivl om at ’Ravneringene’ er en opsigtsvækkende forfatterdebut af første karat. Som serien skrider frem, bliver man klar over, at det er et førsteklasses håndværk, som virkelig fortjener al den ros, den har fået. Siri Pettersen giver den gas med den nordiske mytologi, tematik om naturens orden og fremmedhad i en størrelsesorden, så det er let at overføre til vores egen verden. For i bund og grund er vi ikke forskellige, når det kommer til indre følelser som kærlighed, tab, svigt, sorg og hævntørst. Forfatteren spiller på alle strenge, og det er der kommet et helstøbt og meget originalt værk ud af, som jeg ville ønske at jeg kunne læse forfra igen, som var det første gang.

Hvis man kender til begrebet ’book hangover’, dvs. manglende evne til at starte en ny bog, fordi du stadig bor i den gamle bogs verden, havde jeg den største af slagsen efter at have lagt ’Evnen’ fra mig. Hele serien har taget mig med storm, og jeg forstår virkelig godt al hypen og den fan art, der er kreeret på diverse blogs og sociale medier af hovedpersonen Hirka, for hun er da om noget den sejeste komplekse karakter, man kunne ønske sig. I ’Evnen’ har hun en kæmpe opgave foran sig: for at bringe freden til Ymslanda og samtidigt redde hendes elskede Rime fra døden, må hun træffe de vanskeligste valg nogensinde, valg der får frygtelige omkostninger for de mennesker, hun holder allermest af.

Der er udgivet megen glimrende fantasy på dansk de seneste par år, men få af dem kommer op på niveau med ’Ravneringene’, der ganske enkelt er af en helt speciel støbning, man kun sjældent oplever. Derfor er det også både en glæde og en skræk, at der venter en filmatisering af serien forude, især når man har så store forventninger til at den må lykkes.

Hirka er langt fra lagt på hylden endnu, hun vil altid bo hos mig på den ene eller anden måde, akkurat som Katniss Everdeen, Lisbeth Salander og Jane Eyre også har efterladt sig varige indtryk.

Anmeldt af Pia Bechmann, Aalborg Bibliotekerne

Materialer