Flugten fra sig selv

Anmeldelse af Lise Ringhof og Erik Valeur: Det er de danske som flygter, udgivet på Gutkind d. 13. august 2020

Anmeldelse af Ditte Plauborg Larsen

Erling er fire år, da hans bror, Jakob, bliver født. Hvor Erling er ranglet og eftertænksom, er Jakob allerede som helt lille meget mere af den tætte statur og holdning, som drengenes far ønsker i en søn. De er af en gammel fiskerslægt, og det bliver hurtigt tydeligt, at Erling som ældste søn, ikke kommer til at følge i sin fars fodspor. Jakob bliver familiens nye håb – et håb, der bristes alt for tidligt, og lader Erling tilbage med en dyb følelse af skyld, der kommer til at forme hele hans voksenliv.

”De lange ben pjaskede i vandet, og han mærkede, hvordan de rystede og gav efter under ham; han måtte ikke falde, hans svaghed måtte ikke koste hans lillebror livet, sådan tænkte han.
Der var ingen redning. Et eller andet sted i sin forpinte, rædselsslagne hjerne vidste han det, mens han løb og hulkede og faldt og løb videre”

Evig skyld og flugt

Erling, der kun er syv år da Jakob dør, må kæmpe med både følelsen af skyld for sin brors død, og frygten for, at alle på Fanø også tænker, at det er hans skyld, at hans lille bror døde. Ligeledes lider Erling af en konstant følelse af ikke at være god nok, for hans far foretrak tydeligt Jakob, der i højere grad end Erling, var skabt til at være fisker. Disse følelser gør ham formelt og tilbageholdende, og kommer til at følge ham gennem livet. Et lyspunkt dukker dog op: Efter Jakobs død møder Erling den vanskabte dreng, Hubert, der bor på Fanøs fattiggård. Mellem dem spirer et venskab, som jeg forventede ville blive bogens omdrejningspunkt. Det blev det også, men langt fra på den måde, jeg regnede med. 

Hubert og Erlings relation bliver livgivende for dem begge, men de skilles, da Erling tager hyre på skibet Maria for at spare sammen til medicinstudiet, og forlader Fanø, hvor Hubert, på grund af sine medfødte skavanker, er nødsaget til at blive. Erling møder Sivert, som har snydt sig vej ombord på skibet, og først afslører sig selv, da skibet er langt fra kysten. Sivert bliver Erlings anden ven, og hjælper ham på plads i København, da skibet vender tilbage til Danmark. Sivert opretter her værtshuset Flynderen. Stedet bliver stamsted for flere af Københavns journalister og store navne, og hvor der de næste mange årtier bliver diskuteret politik, krig, kvinderettigheder og racerenhed. 

På Fanø inspireres Ida af sin storebrors drømme, og beslutter sig ligeledes for at forlade slægtens hjemstavn, og flytte med til København og uddanne sig til sygeplejerske. De to søskende mødes på Flynderen, og deres liv fortsætter på denne måde sammen, langt fra deres hjem på Fanø. Hubert bliver tilbage, og det venskab, som allerede var udfordret af Erlings afrejse fra Fanø, kompliceres yderligere omkring slutningen af første verdenskrig, og forbliver hængende som et stort, sorgfuldt spørgsmålstegn. 

Enestående karaktergalleri

Fortællingen går gennem Mellemkrigstiden og under Anden Verdenskrig, og kulminerer i 1949 under mere lykkelige omstændigheder, end både jeg og Erling kunne regne med. Det er de danske som flygter slår især igennem på at være en gennemgribende troværdig fortælling. I Erling ses meget af det, som mange af os, tror jeg, går og kæmper med; drømmen om store eventyr, der ikke indfries; den pludselige opdagelse, at livet slet ikke blev til det, man regnede med; og den stille opgivenhed, der følger. Han er hverken en karakter, man holder meget af, for han laver mange store fejl og kan være enormt fordømmende, eller en, man hader, for samtidig er han, selvom han selv har svært ved at se det, sympatisk og i store træk en omsorgsfuld mand. Erling er så meget en person, og ikke bare en karakter, med de fejl og mangler, som følger med – og ligeledes står det til med romanens andre karakterer. Ingen er fejlfri, men heller ingen er skurke. 

Erlings lillesøster Ida overtager ofte fortællingen, og hun står stærkt som en af disse uperfekte personer, som romanen gør så godt. Ida er stædig, pirrende intelligent og trodsig, og samtidig omsorgsfuld og sin brors konstante udfordrer i hans stædige fastholden i fordømmelse. Hun kæmper for lighed mellem kønnene, og rejser ud i verden, for at hjælpe nødstedte i Mellemkrigstiden, en drøm som Erling selv aldrig indfriede. Hvor Erling har tendens til snæversynethed, og at flygte og gemme sig fra både sig selv og verden, spejler Ida en mere åben figur, der omfavner det mærkelige, bekæmper det umenneskelige, og forsøger at få Erling til at tilgive i stedet for at forkaste og ignorere.

Dette er en roman, som er svær at skrive en anmeldelse af. Der er så meget, man gerne vil nå at få med (men man vil ikke afsløre hele plottet), og samtidig er det så svært at sige, præcist hvorfor denne fortælling skal læses. Jeg tror det kommer ned til dette: Det er de danske som flygter er en ganske enkelt enestående, fabelagtig fortælling, netop i kraft af sin i virkeligheden lavpraktiske troværdighed. Dette er ikke en bog med dybe plot-udsving og en svimlende spændingskurve, men en roman, der vidner om virkeligheden. Det er en roman om de menneskelige kampe, stædigheder og relationer som vi alle kender, viklet sammen med de måske mest hårrejsende 50 år i menneskehedens historie, præget af krig, nød og en ildevarslende uro. Den udvikling, karaktererne gennemgår, gennem både deres egne oplevelser og verdenshistoriens gang, er dybsindig og smuk, og jeg glæder mig helt utroligt til at følge med i Brinch-familiens fortsatte skæbne.