"Happy Ending" - knap så lykkeligt indhold!

27.04.16
Jeg har læst den gule roman "Happy Endning" af Anne-Sophie Lunding-Sørensen.

Jeg hedder Louise Petersen og jeg arbejder som bibliotekar ved Lokalbibliotekerne i Aarhus Kommune.

Jeg har en svaghed for nyere dansk skønlitteratur og gule bøger. Derfor havde jeg også skyhøje forventninger til Anne-Sophie Lunding-Sørensens nye roman ”Happy Ending”– den har nemlig en gul forside!

Bogen handler om den overvægtige Elvira, der arbejder sort som telefondame på et bordel. Udover sit bi-job, ønsker Elvira ikke at arbejde, hun vil hellere på førtidspension, men dette mener kommunen ikke at hun er berettiget til. Derfor sendes Elvira på aktiveringskursus HOPLA, der har til hensigt at styrke kursisternes selvtillid og fysiske form. Elvira er ikke glad for denne løsning, og hun mener at kursets coach er ikke andet end en dum fitness-blondine.
Samtidig forsøger Elvira at holde sine sorger på afstand, ved at spise en masse junk. Hendes bror og bedste ven Sixten er narkoman, der overlever ved at stjæle penge fra Elvira.
En dag forsvinder en af pigerne fra bordellet, og Elvira kontaktes af en samkunde, der beder hende om at hjælp med at finde pigen.

Handlingen lyder måske grotesk, men mine forventninger til romanen blev indfriet. Det er en af de bedste bøger jeg har læst i år!
Nogle af de fordomme, som vi mennesker har, bliver meget velskrevet afkræftet i romanen. Der er masser af stereotyper i historien, blandt andet stamkunden, den overvægtige og pizzamanden. Selvom vi ”kender” typen, så har de også en historie som vi ikke kender til, og som gør dem til alt andet end en stereotype.

Materialer