Hvad læser din lokalpolitiker? - Jacob Bundsgaard / Socialdemokratiet
Kommunalvalget nærmer sig!
16. november skal vi stemme om pladserne i Aarhus Byråd. Valgkampen er gået ind, og politikerne fortæller om deres politiske ambitioner.
Men som bibliotekarer er vi lige så nysgerrige efter at vide: Hvilke bøger læser de?
Vi har spurgt en række Aarhus-politikere fra byrådets nuværende syv partier om, hvilke bøger/film/serier/podcasts, der har gjort indtryk på dem – og måske endda påvirket deres politiske holdninger eller syn på samfundet.
Her kan du læse svarene fra JACOB BUNDSGAARD, som er borgmester i Aarhus og spidskandidat for Socialdemokratiet.
En ’film’, der har givet mig håb:
Selvom det udfordrer præmissen for spørgsmålet lidt, så tror jeg, at perioden omkring nedlukningen sidste forår for mange var som at være med i en (dårlig) film. Men den måde, vi i både Aarhus og resten af Danmark er kommet ud af coronapandemien, viser, at intet er stærkere end fællesskabet, når vi står sammen. Det gælder både den måde, vi har taget hensyn til hinanden og de mere udsatte grupper, men også de mange kreative løsninger, som både erhvervsdrivende, kulturlivet og mange andre fandt frem i en tid, hvor alt, hvad vi ’plejede’, ikke længere var en selvfølgelighed. Det viser, at vi faktisk kan lykkes med ret meget - selv under svære betingelser - når bare vi trækker i samme retning og løfter i flok.
En bog, der har påvirket mit syn på verden:
Da jeg var yngre, læste jeg “The Fall of America: Poems of These States” af Allan Ginsburg. Inden da, da jeg var færdig med folkeskolen, tog jeg et år på udveksling i USA. Det var et kæmpe kulturchok for mig. At se, hvordan uligheden i Texas gav familier, der måske endda delte postnumre, fuldstændigt forskellige vilkår, påvirkede mig. Og det var også det, der fik mig til at involvere mig i politik: Ønsket om at være med til at gøre rammerne om folks liv bedre i morgen, end de var i går, og sikre mere lige muligheder uanset, hvor man kommer fra. Lån bogen her.
En bog, der har bekræftet en forestilling, jeg havde:
I foråret læste jeg Lars Olsens nye bog “Rige børn leger bedst – et portræt af det danske klassesamfund”. Den understreger, at kampen for et mere lige samfund kun bliver vigtigere. Uligheden er stigende, og konsekvenserne er virkelige. Hvis vi bor mere opdelt, fordeler os i A- og B-hold i skolerne, ældreplejen og lignende, så risikerer den sammenhængskraft og det fællesskab, som er hele grobunden for, at vi har det så godt i Danmark, at knække sammen. At vende den udvikling har været en af mine største motivationer, siden jeg startede i politik, og er det stadig i dag.
Lån bogen her.
Her kan du læse de andre politikeres svar - og se alle Aarhus Bibliotekernes valgarrangementer.