Jon Fosse er vinder af Nobelprisen i Litteratur 2023

05.10.23
Stort tillykke til den norske forfatter og dramatiker, Jon Fosse, der modtager Nobelprisen i litteratur 2023, for: "hans nyskabende skuespil og prosa, der giver stemme til det usigelige".

Hans værker kan læses om 500 år

I år tilfaldt prisen Jon Fosse, som har en moderat, men trofast læserskare i Danmark. Jon Fosse er født i 1959 og debuterede som 24-årig. Fosse har modtaget et væld af norske og nordiske priser, og fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2015. Dette var for trilogien om det unge par Asle og Alida. Fortællingen er tidsløs: Alida er højgravid, og parret kæmper for at finde mad og ly.

I enkle og musikalske sætninger udfolder Fosse en fortælling, der er både tidsløs og hjerteskærende. Derfor har man også sagt at hans bøger kan læses langt ude i fremtiden.

Den store lethed

Fosse skriver om de allerstørste og tungeste ting i menneskelivet, men på en svævende og ligefrem måde. Hans skriver rytmisk og nærmest syngende, mens han løfter læseren ud af tid og rum. Derfor er der også noget tidsløst over hans fortællinger, der ikke er psykologiske eller sociale, men snarere roterer langsomt og støt om menneskets sjæl og eksistens, om religionen og kunsten.

Alt vi kan tilbyde skrevet af Jon Fosse

Senest har Jon Fosse skrevet den lille bog 'Hvidhed' om en mand, der farer vild i en kold og mørks skov. Den, og mange andre væker kan du låne eller reservere her på Aarhus Bibliotekerne. Læs mere om Jon Fosse på Forfatterweb.

Fakta om Nobelprisen

Hvert år på den første torsdag i oktober offentliggøres vinderen af Nobelprisen i Litteratur, den nok mest prestigefyldte pris en forfatter kan få. Det er altid med stor spænding, at forfatteren afsløres, og ofte er vinderen temmelig overraskende: Som da musikeren Bob Dylan modtog den ærefulde pris i 2016. I år var både den japanske forfatter, Haruki Murakami og den canadiske forfatter Margaret Atwood shortlisted til prisen, men det blev lidt overraskende Jon Fosse, der løb med prisen. 

Oprindeligt skrevet af Mikkel Hertz, Roskilde Bibliotekerne.

Materialer