Kan du høre musikken, når du læser?

I 2016 vandt Bob Dylan nobelprisen i litteratur som den første musiker nogensinde. Musikken skriver sig med en begivenhed som denne ind i litteraturen, og jeg vil derfor give anbefalinger til tre forfatterskaber, hvor sangskrivere har bevæget sig over i litteraturen. Lydlighed bliver ofte sat i kombination med poesi og litteratur, men her kan I finde eksempler på store musikere, som også har skrevet i et andet format, end det deres eget medie – sangen – tilbyder.

Musikken flyder over

Jeg voksede op med musik i hjemmet. Det faldt mig meget naturligt at synge med på U2s ”With Or Without You”, Simon & Garfunkels ”I Am A Rock” eller Peter Gabriels ”Solsbury Hill”. Det var sange, musikere og bands, som mine forældre tog med fra deres ungdom og spillede for min søster og mig, og det satte sig fast et eller andet sted i min bevidsthed, og har bevæget sig med over i min kærlighed til litteratur. Sangskrivning er en helt særlig kunstform, og der vil altid være det hjørne af mig, som efter min første fuldblæste koncert som 11-årig, ønskede at leve af enten at skrive musik eller blive koncertanmelder.

Det er ofte tilfældet, at litteraturen og ordet bevæger sig over i musikken – ellers ville vi ikke have den sangform, som vi ser i dag. Men musikken flyder også over i litteraturen, og kan gøre den lydlig og levende på en helt betagende måde.

Den store amerikanske sangtradition

Bob Dylan (f. 1941) er anset for at være en af de bedste sangskrivere nogensinde, og med sange som ”A Hard Rain’s a-Gonna Fall” og ”Like a Rolling Stone” har han skrevet sig ind i den amerikanske sanghistorie og -tradition. Hans fremragende katalog gjorde tilmed, at han vandt nobelprisen i litteratur i 2016 "for having created new poetic expressions within the great American song tradition." Bob Dylan er den første musiker nogensinde, der har vundet den prestigefyldte litteraturpris, og han gjorde det særligt med den tematisk komplekse, poetiske og nogle gange politisk-ladede sangskrivning, men singer-songwriteren har også bevæget sig endnu længere indenfor i litteraturverdenen.

Bob Dylan har blandt andet skrevet Tarantula, som er et værk af prosadigte om det moderne menneskes livsvilkår. Samlingen virker til tider surrealistisk, men den holder den musikalske tone, man kender fra Bob Dylan: ”aretha uden mål og med, evigt single & et blødt skridt fra himlen/ lad det være underforstået at hun ejer denne melodi sammen med sine emotionelle diplomater & sin jord & sine musikalske hemmeligheder” (Dylan, 1996, s. 13). Det er en til tider fabulerende og absurd bog, der samler kærlighed og meningsløshed i ét. Bob Dylans sangskrivning er klart følt i Tarantula, men på samme tid bærer værket en anden nuance, som føles rå og vild i dens udtryk.

Arbejderklasse-poeten

New Jersey, USA, er ”the home of The Boss”, og mens vi er ved amerikansk sangskrivning, kan vi ikke bevæge os udenom lige præcis The Boss, bedre kendt som Bruce Springsteen (f. 1949). Hvis der er en musiker på denne liste, som er blevet spillet til hudløshed igennem min barndom, så må det være ham. Det er næsten en skændsel, at jeg var fyldt så meget som 17 år, før jeg så ham i koncert første gang, da han kom til Danmark med ”Wrecking Ball” tournéen i 2013. Hans sange, såsom ”Born in the U.S.A.”, ”Thunder Road” og ”Born To Run”, er kendt for deres socialt bevidste og poetiske natur, men også for deres evne til at fortælle en medrivende historie, særligt om den amerikanske arbejderklasse.

Bruce Springsteen har holdt sig indenfor musikkens verden, og ikke synderligt krydset over til litteratur, men jeg har ham med i mine anbefalinger på grund af hans selvbiografi fra 2016, Born To Run. Af en bog som absolut ikke falder i kategorien af poesi at være, så er denne bog så utroligt lyrisk mættet. Skrivestilen føles som om Bruce Springsteen har haft svært ved at lægge sine vaner på hylden, hvilket gør, at næsten hver eneste sætning i den plus-500-sider lange biografi lyder, som om de burde høre til i en af hans rock’n’roll sange:

”There is a place here – you can hear it, smell it – where people make lives, suffer pain, enjoy small pleasures, play baseball, die, make love, have kids, drink themselves drunk on spring nights and do their best to hold off the demons that seek to destroy us, our homes, our families, our town.

Here we live in the shadow of the steeple, where the holy rubber meets the road, all crookedly blessed in God’s mercy, in the heart-stopping, pants-dropping, race-riot-creating, oddball-hating, soul-shaking, love-and-fear-making, heartbreaking town of Freehold, New Jersey.” (Springsteen, 2016, s. 6)

Ingen kan fortælle mig, at dette ikke kunne have hørt til i en sang. Om det er optrådt foran tusindvis af skrigende publikummer eller nedfældet på siden, så er Bruce Springsteens ord og historier gribende, og bestemt et læs eller et lyt værd.

En dyb stemme og et stort indblik

Det var en ensom, trist regnvejrsdag, da jeg fandt ud af, at Leonard Cohen var død. Ikke ofte har det rørt mig, når en kendt person er afgået ved døden, men den dag ramte det mig hårdt, og det sad i mig i flere uger efter. Med sværvægtere som ”Hallelujah”, ”Everybody Knows” og ”Suzanne” under bæltet i sin sangskrivningskarriere er canadieren og hans musik vigtig at bringe i spil. Leonard Cohen (1934-2016) startede faktisk sin karriere i litteraturskrivningen i stedet for musikken. I 1950’erne og 60’erne arbejdede han med litteratur og udgav adskillige digtsamlinger og romaner, herunder Beautiful Losers (1966) og The Favourite Game (1963), før han som 33-årig valgte at lægge om og forfølge sangskrivning og musik i stedet for. Hans musik er kendt for dets behandling af depression, seksualitet, politik, død, religion og kærlighed.

I løbet af en lang karriere har Leonard Cohen udforsket mange forskellige genrer og i 2006 blev bogen Længslens bog udgivet efter ti års forsinkelser og omskrivninger. Længslens bog er en digtsamling fyldt med kærlighed, sanselighed, eftertanke og spiritualitet og illustreret med Cohens egne finurlige og præcise tegninger. Den danske oversættelse og gendigtning af Cohens værk er bidraget til af blandt andre Naja Marie Aidt, Jørgen Leth, Klaus Rifbjerg og Susanne Staun. Digtet ”Mørket kommer ind” sætter tonen for Leonard Cohens musikalsk-litterære skrivestil:

”Jeg sidder på sengekanten / og holder mørket hen / med mine mange ansigter / som et højt jerngitter / med gyldne spidser / står i vejen for den franske regn / I et vist antal lysende timer / er kampen uafgjort / I dette anspændte afsnit / af mit i regelen monotone liv / er der ofte en kvinde som låser sig ind med en hovednøgle / og med enkle midler får meddelt mig / at vi kunne have levet vore liv sammen / hvis omstændighederne havde været nogle andre” (Cohen, 2006, s. 182)

Musik og litteratur går hånd i hånd og til tider flyder de sammen i en samtale om kunst og følelser, liv og død, lyd og stilhed. Der er mange flere musikere, der har givet sig i kast med litteraturskrivning, end dem, der er blevet præsenteret her, så det handler bare om at gå i gang med at lytte og læse. Og så spørg dig selv undervejs:

Kan du høre musikken, når du læser?