Klimalitteratur

Fiktionen har den særlige kraft, som kan stå ved siden af naturvidenskaben: At få os til at forestille os, at der findes andre mulige verdner. Samtidig sanseliggør klimalitteraturen vores bevidsthed om natur og klima. Vores forhold til naturen er centralt, men også teknologien blander sig i synet på vores rolle i det store verdensbillede. I et bredere perspektiv beskæftiger klimalitteraturen sig med en mulig ændret forståelse af, hvordan vi er placeret i omgivelserne.

Myte og et globalt blik

Charlotte Weitzes fabelagtige roman, Rosarium, bevæger sig i krydsfeltet mellem videnskab og myte. En slægt gennem seks generationer bærer på en ny hybridlivsform mellem mennesker og planter og skildrer en mere organisk sammenhæng med naturen. Siri Ranva Hjelm Jacobsen værk Havbrevene og Dafnesyndromet byder også på en spekulativ fiktion med mytiske træk. Fælles for dem er en udforskning af, hvad der sker, når mennesket overskrider sig selv og bliver et med naturen, og hvor virkeligheden får nye dimensioner.

Klima og katastrofekurs

Klimafiktion omtales ofte som Cli-fi, som ikke uden grund rimer på Sci-fi. De har ofte et dystopisk og apokalyptisk afsæt, og det at leve i en verden, hvis mennesket ikke tager affære og klimaets katastrofekurs fortsætter. Det gælder den dystopiske Selv hvis alt forsvinder af svenske Jens Liljestrand, hvor et samfundskollaps er nært forestående og ansvarligheden sættes op mod apatien. Også debuten København, udateret af Villads Andersen sætter gang i den etiske eftertanke, hvor holdning og handling lagt i hænderne på en radikal bevægelse og tech-giganter. Den tankevækkende japanske fremtidsfortælling Udsendingen af Yoko Tawada, fremkalder med poetisk klang og ironisk distance en særlig postkatastrofe-stemning. Det gælder også Charlotte Weitzes Den afskyelige, som er en sammenblanding af klimapolitisk roman, dystopi og samfundssatire.

Økopoesi

I klimalitteraturen indtager økopoesien en central rolle, da den ofte anses for at være en genre med en særlig sensibilitet og styrke i forhold til at udforske menneskets natur- og omverdens-forhold. Økopoesien sanseliggør derved vores økologiske bevidsthed. I Lars Skinnebachs Teotwawki opstår en verden med helt andre logikker efter alle systemer er gået i stykker. Ligesom Theis Ørntoft samling Digte 2014, hvor vi befinder os i en økokatastrofe i en apokalyptisk, kaotisk verden. En økopoetisk tendens er også opløsningen af den antropocæne tænkning: menneske og natur flyder sammen i en fundamental forbundethed.

Menneskets forbundethed med naturen

Mange udgivelser forsøger ikke at have et formuleret klimaformål. De hylder alene naturens store sammenhæng og sætter ord på en mulig ændret forståelse af, hvordan mennesket er placeret i det store verdensbillede. Josefine Klougarts roman Alt dette kunne du få skildrer en særlig forbundethed til naturen og lægger et poetisk sprog til det at sætte liv i en verden, hvor mennesket ikke har kontrol over naturen. En lille perle om alting sammenhæng er Dyreliv af Audur Ava Ólafsdottir, hvor en jordemoder-slægt forholder sig til naturens forunderlighed og menneskets begrænsninger. ”

”Jeg er nået frem til, at det væsen som kalder sig skaberværkets herre, i realiteten er det mest hjælpeløse af alle (..) det skrøbeligste af alt skrøbeligt her på jorden.”

Artiklen er skrevet til Litteratursiden: Se hele temaet med artikler og boglister.