Klingsor af Torgny Lindgren
Den svenske forfatter Torgny Lindgrens seneste roman handler om kunstneren Klingsors liv. En kunstner, der aldrig slog igennem i sin tid, men alligevel havde utroligt høje tanker om eget værd og virke. Et ikke nærmere defineret ”vi” skal skrive bogen om Klingsor og opsøger hans bopæl og bliver tager imod med ordene ”Der kan ikke stå meget i den bog”. Første gang ”vi” ser Klingsors malerier er på hans eneste udstilling nogensinde: ”Men vi var de eneste der virkelig så det hele. Alle andre så noget andet eller ingenting”. Dette er en historie om kunst og skabelsens kraft, om det storladne i det banale og vice versa, fortalt med Torgny Lindgrens underfundige humor, ironi og et stort litterært overskud.
Den spirende interesse for malerkunsten starter med, at en forfader - Oldklingsor - efterlader sig et glas på en træstub i skoven, som står uberørt hen til den dag - flere generationer senere - da Klingsor finder det som barn.
”Ude i skoven havde det stået opret, nu i kammeret hvor alt var indrettet ved hjælp af lod og vaterpas, hældede det så kraftigt, at det så ud som det var ved at falde. Og det var, knald eller fald, så at sige eller som et lyn fra en klar himmel, at IAGTTAGELSEN var kommet til ham”.
Klingsor bliver så betaget af glasset, at det bliver hans første motiv. Et motiv, som nærmest bliver en besættelse for ham og som kommer til at optræde i alle hans stilleben, placeret et eller andet sted i billedet.
I ungdomsårene og mens han stadig bor hjemme, begynder Klingsor på et brevkursus i maleri. Han forlader senere sin barndomsegn og tager til Stockholm, hvor han får arbejde som en art sekretær eller receptionist på en kunstskole. Han holder kontakten til sin vejleder Fanny fra brevkurset og tager på en rejse til Paris for at besøge hende. Her opsøger han alle kunstskolerne for at blive inspireret og møder rammemagerens søn, som også søger inspirationen, men som kun tør stå udenfor og kigge ind på kunsten og som aldrig har haft en malerpensel i hånden. Denne rammemagersøn skal komme til at spille en skæbnesvanger rolle sidst i romanen, hvilket læseren allerede bliver varskoet om midtvejs. Da Klingsor vender hjem til Sverige, flytter han sammen med Fanny. Hun har en klippefast tro på, at det er omverdenen, som har misforstået Klingsor og hans egensindighed og kræsenhed. For kunsten er for Klingsor den eneste hensigt med livet.
Torgny Lindgren fortæller historien om Klingsor med masser af ironi og en underspillet humor, der bobler lige under overfladen. Der er flere fortællevinkler, som på elegant vis fletter sig sammen, så man ikke direkte opdager overgangene. Ofte starter afsnittende med ”vi”, som er ved at stykke portrættet sammen af Klingsor ud fra efterladte breve og tidligere dialoger, ”vi” har haft med Klingsor, samt øjenvidneberetninger, som siver ubemærket over i den egentlige handling, nemlig Klingsors liv og færden.
Det er på den ene side historien om en usympatisk og nærmest manisk kunstner, der lever i sin egen lille verden drevet af en stor skabertrang. På den anden side er det en historie om et dedikeret menneske, der ikke lader sig påvirke af omverdenens meninger. Ironisk nok bliver portrætteringen af Klingsors rutineprægede liv og manglende kunstneriske gennembrud nærmest et symbol på de stilleben, han maler igen og igen. Ligesom flere af bogens bipersoner ikke kan forstå, at der overhovedet skal skrives en bog om den ukendte Klingsor, så kan jeg som læser heller ikke rigtig se pointen i at fortælle om Klingsor. Han er sær, egensidig og ikke særlig empatisk. Han er (lyksaligvis) ude af stand til at lade sig påvirke af omverdenens manglende anerkendelse. Heri er jeg sikker på at Torgny Lindgren driller læseren med sin røverhistorie, for man sidder med den der nagende tanke om, hvorvidt Klingsor nu alligevel var et kunstnerisk geni, som bare ikke blev anerkendt af sin samtid, eller om det bare er noget værre skidt. Svaret står hen i det uvisse, og det er en del af romanens charme.
Anmeldt af Line Hoffgaard, Aalborg Bibliotekerne