Knausgård gør det igen!

I Ulvene fra Evighedens Skov fortsætter Karl Ove Knausgård, hvor han slap med Morgenstjernen (2020). Romanen er dog en selvstændig fortsættelse, så man kan sagtens begynde her som læser, da bøgerne hænger mere tematisk sammen end handlingsmæssigt. Som læser følger man Syvert Løyning, der i 1986 netop er vendt hjem efter at have aftjent sin værnepligt. Derhjemme venter hans mor og autistiske lillebror, og Syvert forsøger at finde sin plads i livet. Imens opdager han, at hans far levede et skjult liv, og han bliver i tvivl om, om han overhovedet kendte sin far. Herefter springer vi til Moskva, hvor vi følger Alevtina Kotiv i nutiden, der en dag bliver opsøgt af sin norske halvbror.

Afgrunden

Ligesom sin forgænger udforsker romanen, hvordan det lille hverdagsmenneske reagerer, når vi møder det ubegribelige. I 1986 begynder Syvert at mærke virkningerne fra Tjernobyl-ulykken i det lille samfund:

”En svag lugt af boller kom sivende ud derfra. Tjernobyl blev næsten ikke nævnt i nyhederne længere, men nu talte de om det derinde, hørte jeg. Om hvordan radioaktiviteten var kommet ind i økosystemet, særligt i Nordnorge, så alle dyr havde fået det i kroppen og ikke kunne spises”

Knausgård formår på smuk vis at forene de hverdagslige situationer og betragtninger med dommedagsagtige begivenheder. Han beskriver, hvordan mørke kræfter konkret begynder at påvirke karakterernes hverdag. Nogen forsøger at undersøge katastroferne, imens andre gemmer sig. I nutiden optræder det mystiske himmelfænomen på himlen igen, som det var tilfældet i Morgenstjernen:

”Der var næsten ingen trafik i gaderne, så jeg ankom til restauranten en halv time før vi skulle mødes. Stjernen der havde fyldt så meget i mig aftenen før, var stadig synlig, men i dagslyset var al dens aura og tyngde forsvundet. Præcis som en drøm! tænkte jeg og smilede. Også drømme mister tyngde og aura næste dag”

Sammenligning mellem Morgenstjernen og Ulvene fra Evighedens Skov ligger lige til højrebenet. Men hvor læseren i Morgenstjernen fulgte ni personer over to døgn, så er persongalleriet skåret ned til fem men udspiller i sig et større tidsperspektiv med en del tilbageblik. Relationerne mellem personerne er også tættere, hvor Morgenstjernen fremstod som en række fortællinger med den samme tematik, så er Ulvene fra Evighedens Skov en mere samlet fortælling.

En moppedreng

Romanen er også næsten 150 sider længere end sin forgænger og rammer omtrent 800 sider. Det til trodssynes jeg kun, at romanen trådte lidt vande ét sted. Her får læseren indblik i en af karakterernes romanprojekt, som ikke føltes særligt essentielt og godt kunne have været skåret lidt mere ned. Men Knausgård formår som ingen anden forfatter at beskrive hverdagen så dragende og fascinerende, at det næsten er uforståeligt for en læser, hvordan det ikke kan være kedeligt eller langsomligt, når det beskrives, hvordan karaktererne laver aftensmad eller ser tv. Særligt forholdet mellem Syvert og broren Joar ramte mig følelsesmæssigt, da Syvert ikke evner at se Joars autisme på samme måde som læseren. Dette gør en del af deres interaktioner hjerteskærende, da Syvert udviser en komplet mangel på forståelse, som man godt kan relatere til som læser.

Jeg anmeldte ligeledes Morgenstjernen her i Littuna, da den udkom i 2020, og dengang var det med den samme følelse, som jeg gør nu. Karl Ove Knausgård er en af mine yndlingsforfattere, og derfor er jeg nok altid lidt forudindtaget, når jeg skal anmelde hans værker. Men det er jo en anmelders lod at kunne sætte ord på sine meninger om et stykke kultur og forhåbentlig vække en læsers lyst til at opleve det. Det håber jeg, at jeg har opnået her i denne anmeldelse. For Knausgård er en ener i den litterære verden. Ingen skriver som Knausgård. Så bare læs ham! Man kan starte her.

Anbefaling af Karl Ove Knausgård: Ulvene fra Evighedens Skov, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 5. maj 2022. Oversat fra norsk af Sara Koch.

Anbefalet af Anders Thorkild Korup Ølholm.