Krysantemum af Rune Christiansen

I det fineste lyriske sprog fortæller romanen ”om Agnes, om Agnes Løv og om nogle hændelser, der indtraf da hun var femogtredive år”. Sådan står der i indledningen, der også kalder det ”en temmelig ordinær historie”, da der bare er ”tale om en række hverdagslige hændelser”. Og måske er der mange yngre kvinder, der ligesom Agnes lever alene i en nøgtern og velovervejet tilværelse, men i Rune Christiansens fortælling bliver hverdagen løftet til et betagende, eksistentielt univers.

Agnes arbejder på en litterær afhandling i Basel, da hun kaldes hjem til Norge til sin fars begravelse. Da hun opsøger sit barndomshjem, bliver hun tiltrukket af den nye mandlige ejer og kort tid efter af den yngre kvinde, der sidder ved siden af hende i flyet tilbage til Schweiz. Der opstår en ubalance i hendes liv, som sætter gang i erindringerne og forsigtige overvejelser over hendes liv.

Kapitlet ’Hukommelsen’ er ti sider erindrende udsagn, der alle begynder med ”Hun huskede”, som ”Hun huskede at hun var god til at hoppe i elastik”. Formentlig er det ment til både at karakterisere Agnes og til at vække minder frem hos læseren, som det med elastikken gør hos mig, men det virker, lige som nogle løse fodnoter, forstyrrende for mig i forhold til den intimitet, som ellers følger med læsningen.

’Krysantemum’ er fra 2009, og den er derfor skrevet før den pragtfulde Ensomheden i Lydia Ernemans liv, der i 2015 første gang præsenterede Rune Christiansen på det danske marked. De to kvindeportrætter har meget tilfælles. Det er stilfærdige romaner, der rummer stor varme og ømhed, og som hos mig efterlader en rigtig god fornemmelse af at have været i selskab med dejlige mennesker.

Anmeldt af Birgit Sloth, Middelfart Bibliotek