Lyden af Covid-19: Naja Holst

31.05.21
Ni aarhusianere har sat ord på livet under Covid-19 pandemien. Her kan du læse Naja Holsts tekst. Alle de ni deltageres tekster fortolkes af musiker og sangskriver Michael Møller og kan opleves ved en koncert under LiteratureXchange den 11. juni.

Om Naja: Jeg skrev digtet udfra den følelse af tomhed som mangel på fællesskaber og indtryk sidste år gav. En refleksion over hvor meget vi er villige til at gå på kompromis med for at bekæmpe en sygdom. Et spørgsmål om at det der måske synes overflødigt for den menneskelige eksistens - kunst, kultur, tilknytning til større fællesskaber - måske ikke er så ligegyldigt igen. 

 

Dæmpet lys og dansende toner

Søger levende kroppe og eufori

Men hvirvler blot ensomt og formålsløst rundt

Blandt et siddende folk som er gået i hi

 

Spontanitetskram og umiddelbarhed

Søger kærlig berøring med langsomme stræk

Må opgi’ for kærtegnets tid er forbi

de ender som alle de strømper der blev væk

 

Kan vi både leve

Og overleve

Kan vores sprækkede hænder

Spire frø i sprækkede fællesskaber

Kan vi både leve og overleve

Trampes livets farver ned

I vores march mod evighed

Kan vi både leve

og overleve

 

Et siddende folk som er gået i hi

Kom nu rejs jer og skrig jeres drømme

Mærk samhørighed til en fremmed ven

Mærk nu kommer forandringens strømme

 

Når I råber mod bortblæste løfter

Ser omkring og ser bagud – ser ansigters lys

Smelter sammen som i symbiose

Gennem massen går et ekstatisk gys

 

Men et siddende folk som er gået i hi

Ser kun frem - er som gået på grund

Det rejser sig op i tavshed og går

Ord kan ej komme fra mennesker uden mund

 

Vi prøver at leve

Og stadig overleve

Kan vores sprækkede hænder

Spire frø i sprækkede fællesskaber

Kan vi stå sammen

Mens vi står i kø alene

Kan vi både leve

Og overleve

Trampes livets farver ned

I mennesketomme gader

Mens overfyldte medier blinker

Om vores march mod evighed

Kan vi både leve

og overleve

 

Om projektet

Projektet ’Alene sammen’ er støttet af Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden. Sanger og sangskriver Michael Møller sætter musik til de ni digte. Ved en koncert den 11. juni under LiteratureXchange præsenteres sangene i et samarbejde mellem Michael Møller, dirigent Birgitte Næslund Madsen og EVE Choir. Koncerten tilrettelægges af komponist Søren Møller.