Munch-Christensens debutantpris
Vinderne blev fundet!
Fredag 27. september blev årets to debutantpristagere fundet: I år blev det de to talentfulde forfattere Kæmpestort tillykke til de to talentfulde forfattere Inger Smærup Sørensen for romanen "Dødsbo" og Silas Toft for digtsamlingen "Solen er en fod bred".
Begge bøger har gjort sig særligt bemærket blandt årets 30 indstillede debutværker - den ene med sin poetiske præcision og det satiriske anstrøg i en fortælling om klimakrise og fællesskab og den anden med sine sansemættede digte, der kredser om ungdomsliv under coronapandemien med isolation, forelskelse og melankoli.
De seks shortlistede forfattere (i tilfældig rækkefølge):
- Elias Sadaq (f. 1994): Djinn
- Amina Elmi (f. 1994): Barbar
- Inger Smærup Sørensen (f. 1977): Dødsbo
- Silas Toft (f. 1995): 'Solen er en fod bred'
- Aske Viuff (f. 1988): Terminaler
- Mie Læssøe (f. 1991): 'Svalkatekster'
Digtsamlingen Djinn af Elias Sadaq sætter ord på retten til at være queer og muslim. Digtene beskriver en ung mands søgen efter kærlighed efter en opvækst med vold og udstødelse. I digtene bruges islamisk mytologi, ritualer og udtryk sammen med smertefulde scener fra barndommen og ungdommen i Danmark. Den gennemgående djinn-figur (åndevæsen) følger os fra titlen på forsiden til den afsluttende taksigelse og kan læses som synonym for den skjulte seksualitet.
Digtsamlingen Barbar ,’Tavshedens objekt’, af Amina Elmi kredser om at leve med en brudt forbindelse til familiens historie, ritualer, sprog og identitet. I digtene forsøger jeg'et at etablere et forhold til det tabte, men der er meget, som ikke kan siges, fordi der ikke findes et sprog for det, eller fordi det er for smertefuldt. Det er digte om tavshed som både nødvendighed og vold. Bogen er et kampskrift og et vidnesbyrd, og den er på en gang personlig, vred, feministisk og politisk.
Romanen Dødsbo af Inger Smærup Sørensen handler med poetisk præcision og satiriske anstrøg om klimakrise og fællesskab. Vi følger en unavngiven kvinde, der har vendt ryggen til sit hidtidige liv ved at opsige sit job, sælge sin lejlighed og flytte ind i et ubeset dødsbo, hvor kvinden Elly har boet hele sit liv. Her afvikler og opløser kvinden næsten sit jeg for at hengive sig til et bæredygtigt liv i forening med omgivelserne.
Digtsamlingen 'Solen er en fod bred' af Silas Toft sætter ord på sansninger og på at være til stede i verden. Digtene kredser om ungdomsliv under coronapandemien med isolation, forelskelse og melankoli. Digtene er korte, fragmentariske og sansemættede, og består af en blanding af lavmælte strøtanker, aforismer og humoristiske oneliners. Digterjeg'et betragter verden på distance og registrerer ordknapt den natur, og de relationer, det indgår i.
Romanen Terminaler af Aske Viuff er en poetisk roman om at brænde sig på livet. Fortælleren Holger er i trediverne og får et vikariat som servicemedarbejder på en afdeling for alvorligt kræftsyge patienter. Det centrale i bogen er de relationer, Holger får til patienterne, og spørgsmålet om omsorg. I smug begynder han at filme de indlagte på afdelingen. En gribende og velskrevet fortælling om livet på kanten til døden.
'Svalkatekster' af Mie Læssøe er filosofisk kortprosa om en fragmentarisk verden. Jeg'et har set dokumentarfilmen om pigen Yula, der bor på Svalka, en losseplads udenfor Moska. Referencer til dokumentaren går igen i bogen og reflekterer over, hvordan man kan skildre - og forstå hvordan det er at være - en anden. Et andet spor i bogen kredser om psykiatri, og det rummer ligesom 'lossepladsporet en kritik af rationalitet og videnskabeligt sprog.
Om prisen
Prisen er med 2 x 50.000 kr. Danmarks største debutantpris. Bag legatet står Vejles boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen og bibliotekernes nationale redaktion (Det digitale Folkebibliotek) er samarbejdspartner.
Prisen uddeles hvert år til to yngre forfattere under 50 år, der har haft en lovende debut. Tidligere modtagere er bl.a.Kim Leine, Hanne Højgaard Viemose, Stine Pilgaard, Jonas Eika og Yahya Hassan. Læs mere om prisen her.
Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, redaktør i biblioternes nationale redaktion Lise Vandborg, bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek og fondsbestyrer Marie Bojsen.
Bøgerne, der er indstillet til prisen, er udgivet i perioden 1. juli 2023 til 30. juni 2024. De seks shortlistede bøger er udgivet på fire forskellige forlag; Gyldendal, Grift, Arena og Basilisk, og det peger på et bredt ønske om at udgive talentfulde og eksperimenterende debutanter.
Oprindeligt skrevet af: Lise Vandborg, redaktør i biblioternes nationale redaktion