Online kvindehad IRL
Bates tager udgangspunkt i begrebet om ’manosfæren’ – altså de online rum, hvor mænd organiserer og legitimerer had, vold, undertrykkelse og drab af kvinder. Ved selv at gå i front under dække af et falsk navn og identitet bevæger Bates sig rundt i de online fora og viser læseren præcis, hvor meget disse mænd faktisk hader kvinder. Som læser overraskes man af, hvor udspekulerede og gennemtænkte bevægelserne faktisk er – og de fremstår for første gang som reelle trusler.
Ekstrem, organiseret kvindehad
Mænd som hader kvinder er inddelt i ti kapitler, der alle beskriver bestemte grupper af mænd. Bogen undersøger bl.a. ”Mænd som betragter kvinder som bytte”, ”Mænd som gør skade på kvinder” og ”Mænd som ikke ved de hader kvinder”. I hvert kapitel dykker Bates ned i specifikke fællesskaber, som definerer den overordnede manosfære. De første kapitler gransker incels (’Involuntary Celibates’), scorekunstnere, såkaldte ’MGTOW’er’ (’Men Going Their Own Way’) og manderetsaktivister på tæt hold. Bates går både historisk til værks i forbindelse med bevægelsernes tilblivelse, forklarer deres begreber grundigt og giver talrige eksempler på og fremlægger data om de fænomener, der er så skadelige.
Misogyni på internettet og i det virkelige liv
I de efterfølgende kapitler bliver indholdet mere komplekst og Bates beskriver, hvordan tilsyneladende harmløse onlinefora påvirker det virkelige liv. De ekstreme kvindehadsfællesskaber på nettet skaber en kultur, der normaliserer partnervold og anden vold mod kvinder samt vedligeholder stereotype kønsroller og kvindeundertrykkende hierarkier. Dette bliver især alvorligt med den ’online grooming’ af unge drenge, der eksponeres for disse misogyne idéer, før de når at skabe deres egne holdninger. Dette sker i langt højere grad end de fleste voksne er klar over:
”For de voksne, der tænker, at YouTube er stedet, hvor man ser kattevideoer og filmtrailere, er det ubehageligt at finde ud af, at platformen er stærkt koloniseret af ekstremt højreorienterede ideologier, som repræsenteres via adskillige kanaler af værter, som er kvindehadske tilhængere af hvidt overherredømme, og som sprøjter tusindvis af timers indhold ud, der understøtter deres verdenssyn.”
Idéerne, der florerer på nettet, starter hos incels’ene og manderetsaktivisterne, men spreder sig i mere ’spiselige’ former ud i samfundet. Dette kunne være en idé om at #metoo er gået for langt; at kvinden pludselig har magten over manden og kan ødelægge hele hans karriere, hvis hun pludselig husker, at han lagde en hånd på hende mange år tidligere. En ung og formbar dreng, der først får en idé om, at det er sådan, det hænger sammen, har ikke langt til et incel-forum, der yderligere kraftigt bekræfter denne verdensanskuelse. Således vokser fællesskaberne og de misogyne idéer, som infiltrerer vores samfund. Bates peger bl.a. på Donald Trump og Boris Johnsons forbindelse til manosfæren. En politiker behøver ikke udtale eksplicitte kvindehadske idéer for at få manosfærens opbakning. De mindste hentydninger kan skabe en genkendelse hos de kvindehadende mænd og styrke deres sag uproportionelt meget. I Maia Kahlke Lorentzons danske efterord nævnes Rasmus Paludan, Alex Vanoplagh og Lars Boje Mathiesen som nogen med magt og taletid, der legitimerer den danske manosfære.
Bates ender dog håbefuld i kapitlet ”Mænd som hader mænd der hader kvinder”. Her beskriver hun, hvordan der ligger et stort arbejde, især hos mændene selv, der må skabe nye maskulinitets- og mandeidealer for at opveje den udbredte, skadelige maskulinitet. Det tager tid at ændre normerne til det positive, men en forståelse for præcis hvor misogynien udspringer er første skridt i den rigtige retning. Mænd som hader kvinder er en bog, alle bør læse, fordi den belyser et problem, der netop er så overset og så vigtigt.
Anmeldelse af Laura Bates: Mænd som hader kvinder, udgivet på Rebel With a Cause d. 4. november 2022. Oversat fra engelsk af Iben H. Philipsen.
Anmeldt af Sophie Gohr Als.