På kanten af krigen

Vild med ORD

Sorgens anatomi

Hovedfiguren i Helga Flatlands romantriologi: Bliv hvis du kan, rejs hvis du må (2010); Alle vil hjem, ingen vil tilbage (2011); og Der findes ingen helhed (2013) er en lille norsk bygd, hvorfra tre unge mænd drager afsted for at deltage i krigen i Afghanistan. De unge soldater vender dog aldrig hjem fra krigen, fordi de alle mister livet ved det samme vejsidebombeangreb. Motivet i romanerne er, med Carsten Jensens ord, et studium i "sorgens anatomi", den sorgproces, som den lille bygd kastes ud i, og de konsekvenser, som de unge soldaternes krigsdeltagelse og død har for soldaternes familie, pårørende og venner.

Helga Flatland opfatter ikke selv sine romaner som krigslitteratur, da omdrejningspunktet er den lille bygd og ikke krigshandlingerne i Afghanistan. Hendes research til romanerne er af samme grund foregået i Norge, hvor hun blandt andet har talt med hjemvendte soldater. Hun kender selv livet i bygden indefra, og for hende er det netop menneskene, som er i fokus, de mennesker, der må leve med krigens konsekvenser.

Sorgen er et interessant emne for Helga Flatland at beskæftige sig med litterært. Til forskel fra depressionen er der i sorgen glimtvise elementer af glæde og andre følelser som skyld og skam. Sorgen udvikler sig over tid og antager en anden form, der opstår et tomrum, et savn, som med tiden erstattes af noget andet. Mennesket kan kun befinde sig i en tilstand af dyb sorg en vis tid, og Helga Flatland er optaget af selve sorgbearbejdelsen og af det, der sker, når sorgprocessen ophører. Karakteristikken af de menneskelige relationer og de psykologiske portrætter er derfor helt centrale i Helga Flatlands romaner.

Helga Flatland interesserer sig for de unge mænds motiver for overhovedet at deltage i krigen, og hun påpeger, at de unge mænd frem for alt er drevet af eventyrlyst, udrejsetrang og spænding. Helga Flatland trækker her på personlige erfaringer fra gymnasietiden i den lille bygd, hvor hun voksede op. I hendes omgangskreds var der tre unge mænd, som meldte sig til militæret, og ifølge Helga Flatland var krigsdeltagelsen for dem at sammenligne med at "backpacke" i Thailand. En form for selvafprøvning, og en afprøvning af deres egen maskulinitet, mere end et politisk eller moralsk motiveret valg.

At sætte sig i en andens sted

Carsten Jensen er på samme måde som Helga Flatland optaget af at forså de unge soldaters motiver for at deltage i krigen i Afghanistan, og han deler hendes opfattelse af, at soldaterne er drevet af eventyrlyst, spænding og udsigten til penge, mere end af trangen til at "frelse" afghanerne, at frigøre kvinderne og at sørge for, at børnene kan komme i skole. Carsten Jensen foretager til forskel fra Helga Flatland sin kliniske research til romanen: Den første sten (2015) i Afghanistan, hvor han i 14 dage lever sammen med de udstationerede danske soldater i Helmand.

Hovedfiguren i romanen er krigen, og Carsten Jensen skildrer krigen som et "klaustrofobisk rum", hvori soldaterne lever isoleret i et land, hvor sproget og kulturen er dem totalt fremmed. Carsten Jensen interesserer sig for de meget stærke bånd, som soldaterne knytter til hinanden indbyrdes, det kammeratskab, den sammenhængskraft og det fællesskab, som findes blandt soldaterne. Carsten Jensen mener, at han er forpligtet til at forsvare soldaterne, han mener, at det er væsentligt, at vi som læsere sætter os i deres sted ved at være i "kroppen" på dem, hvilket han giver læseren mulighed for i sin roman.

Carsten Jensen forsøger med egne ord at "sige sandheden med løgnens hjælp", og han fremhæver romanens store kvalitet ved netop at invitere læseren til at sætte sig i en andens sted for en tid. Carsten Jensen er personligt særdeles kritisk overfor krigen i Afghanistan og beskriver den som "forfejlet og meningsløs". Han hævder, at mange mennesker i Danmark er kritiske, men at de afholder sig fra at stå frem af hensyn til soldaterne og deres familier. Carsten Jensen påpeger, at der i Norge er udgivet en rapport, som fælder en sønderlemmende kritik af krigsindsatsen i Afghanistan, mens dette ikke er sket i Danmark, og at debatten herhjemme stort set er udeblevet. Carsten Jensen fastslår endvidere, at 100.000 krigsveteraner i USA har begået selvmord, og at soldaternes "indre slagmark" koster mange flere døde end selve krigen.

Fiktion vs. autobiografi

De mange fremmødte tilhørere til Authors in Aarhus' event fik et levende og nuanceret indblik i de to forfatteres meget forskellige tematiseringer af krigen i Afghanistan og dens konsekvenser for de involverede. Det ikke-selvbiografiske element i romanerne blev fremhævet af begge forfattere, og Helga Flatland understregede, at hun netop tilstræber fiktionen, fordi hun finder, at den er trængt i den norske samtidslitteratur. På sin side kritiserede Carsten Jensen litteraturkritikken herhjemme for at mene, at alt skal være autobiografisk.