På rejse ind i Nordens oldtid

De spraglede, farverige og i visse tilfælde endda erotiske fortællinger om vikinger og sagnhelte er blevet lidt glemt af eftertiden til fordel for islændingesagaerne. Alligevel lever de videre i ånden i de ekstremt populære serier som Ringenes Herre, Game of Thrones og Vikings, der alle har lånt elementer fra oldtidssagaerne.

Anbefaling af Annette Lassen: Oldtidssagaernes verden, udgivet på Gyldendal d. 14. december 2021
Anmeldt af Shannon Færch
 

Hvor islændingesagaerne trækker sit persongalleri fra bønder og jordejere på Island, handler oldtidssagaerne derimod om vikinger og unge helte, der rejser ud for at erobre verden. Enten ved at føre krig eller ved at gøre sig et strålende giftermål. Persongalleriet varierer enormt meget og gør fortællingerne fantastisk farverige; her møder man blandt andet dragedræbere, vølver, konger, dronninger, dværge, trolde, kæmper, skjoldmøer, møkonger og bersærkere. Man støder også på de nordiske guder, som på denne tid stadig går på jorden og både snyder og hjælper de forskellige sagnhelte, der i øvrigt ofte har kæmpestørrelse og kæmpekræfter.

Oprørernes fortællinger

Et af de mest interessante aspekter af sagaerne, som Lassen forklarer, er hvor ofte handlingen kredser om oprør udført af både mænd og kvinder. Mands- og kvindeidealerne er kringlede og ekstremt krævende at leve op til for de mange helte; det hjælper heller ikke på det, at gamle nordiske traditioner for ære og slægt blandes sammen med høvisk hofkultur og skaber skæbnesvangre spændinger i fortællingerne. En mand skal nu være både vild og nådesløs i krig, og samtidig vide hvordan man skal begå sig dannet og elegant socialt. Helst skal han ikke tale for meget om følelser – men i stedet lade som ingenting, og så hævne sig brutalt på et gunstigt tidspunkt, hvis det er en æreskrænkelse, der er tale om.

Det er tydeligt at se grundstenene for den moderne mands idealer i Lassens beskrivelser, da hun detaljeret forklarer spændingerne som opstår mellem de nordiske traditioner og middelalderens høviske romanceidealer. Samtidig er kvinderne også traditionsbundne, de skal helst bruge tiden på at brodere og gå i kjole, men med vigtige og meget voldsomme afstikkere.

”I oldtidssagaernes idealiserede verden findes kvinder, som får lov at agere på en ultramaskulin måde – for det er, hvad de gør. Ingen islændingesagaskriver ville have tilladt noget lignende”

Skjoldmøer vil i krig og kæmper side om side med mændene, selvom de til sidst altid overvindes. Møkongerne er derimod kvinder med magt, som i tillæg til krigsførelse opfører sig præcis som en mand: ”De klæder sig i bukser og mandsdragt, tager mandsnavn og foregiver i det hele at være mænd.” Selvfølgelig går den omvendte version ikke (altså, manden i kvindeklæder) på denne tid, men møkongerne er alligevel fascinerende karakterer, som nægter at gifte sig og insisterer på at have de samme friheder som en mand.

Skrevet i middelalderen

Oldtidssagaerne er nemlig ikke nedskrevet i oldtiden, men i middelalderens Island. Måske er de ældre end islændingesagaerne; nogen præcise dateringer er nærmest umulige at sætte ifølge Lassen, men de var den første sagagenre, som udkom på tryk. Sagaerne er tydeligt prægede af nedskrivelsens samtid, heraf kommer også de høviske idealer, som på det tidspunkt florerede i Europa. Desuden stilles de gamle nordiske guder og overnaturlige væsener såsom trolde og troldepiger, oftest i et negativt lys. Alligevel står det klart, at man kan lære meget om både oldtidens idealer og middelalderens magiske verdensbillede fra fortællingerne. På trods af kristendommen var forestillinger om magi og magiske genstande nemlig stadig lyslevende.

En levende og let læst indføring

I Lassens indføring får man i første halvdel forklaret genren, dens overlevering og (begrænsede) historicitet, hvilket alt sammen er vældig spændende for læseren, som er interesseret i litteraturhistorie og middelalder. Anden halvdel handler derimod om vigtige aspekter af samfund og kultur i selve fortællingerne, og vil man hellere bare lære mere om skjoldmøer og bersærkere, kan man springe derhen. Lassen forklarer underholdende og vidende, og det, der kunne være tungt læsestof, er let læst. Dertil er det også interessant at høre om sagaernes eftertid og hvilke dele, der har givet liv til nogle af de helt store fantasy-serier i dag. Vil man gerne inspireres eller rustes til at give sig i kast med at læse den helt nye og eneste samlede udgivelse af alle oldtidssagaerne på 8 bind, er det oplagt at begynde her.