Sorgfuld portrætkunst
Af Mathias Bernbom Andersen
Det er balancegang på kanten af det humoristiske og rædselsfulde – også selvom det oftest kammer over i sidstnævnte.
Fortælleren Herbjørg Maria Bjørnsson, eller bare ’Herra’, ligger i Reykjavik, da vi møder hende i en fugtig garage efter 18 år med lungesygdommen KOL. Her venter hun på en selvbestilt krematorietid i december, og imens ovnen når op på de 1000 grader, knuger hun en gammel håndgranat, klikker rundt på Facebook og går selvfølgelig sit 80-årige, farverige og tragiske liv igennem.
Det er et liv, som har ført hende vidt og bredt og bragt hende en del flere sørgmodige end lykkelige minder – og dem får læseren nu en rundtur i. Vi tager med på Herras rejse fra det islandske barndomshjem i Breddefjord til de solbeskinnede gader i København under besættelsen. Fra ingenmandsskove i Polen og helt til Buenos Aires med den landflygtige far, der lod sig forføre af nazismen. Vi hører både om voldtægter, barnedød og kærlighedssyge selvmord.
Når vi samtidig kan tale om en bog, der har en humoristisk side, så skyldes det særligt den velskrevne og charmerende karakter, der tager os med rundt i disse rædsler. Herra er en bramfri og stærkt underholdende kyniker og lirer den ene sproglige perle af efter den anden. Det bliver med tiden til en utrættelig strøm af skæve påfund, og i store dele kan man ikke gøre andet end at hægte sig på og lade sig betage af Helgasons spidsfindigheder – en sproglig overflod, som dog også baner vejen for en stor følelsesmæssig slagkraft, når støvet lægger sig i enkelte og smukke øjeblikke.
Stilstand på erindringssporet
For Herras erindringer drejer af deres bane i snart den ene og den anden udflugt. De udvider et navn sagt i forbifarten til en tragisk fortælling om den stakkels Sved-Gunna – de blomstrer ud af en trevl i fortællingen og pludselig fylder de hele siden. Her kommer der også de mere essayistiske udfoldelser i værket - om krigen, kræften og kvindeundertrykkelse.
Men der, hvor bogen virkelig ’indkasserer’ i forhold til læseoplevelsen, er i åndepauserne. Når strømmen standser og erstattes med en ebbe af stilhed og skønhed - i et billede, en scene eller en følelse, som får lov at blive hængende lidt længere.
Det kan være en aftenhimmel over Island eller salige gåture i den danske hovedstad. Eller når Herra beretter om sine forældres første møde i 1920’erne, og Mormor Verbjørn begraves på havsiden. På disse steder titter bogens sentimentalitet frem bag dens kyniske og humoristiske afstand. Og så sker der noget helt tredje og meget rørende. Måske kan man kalde det for øjeblikke af klarhed, og pludselig mærker man igen den aldrende kvinde, som taler fra sit dødsleje. Hun har overlevet krigen og rejst verden rundt. Men nu ligger hun i et ensomt hjørne af den og knuger en defekt granat.
Kvinden ved 1000° er en roman om erindring og tab og om at leve uden fodfæste i et mørkt og voldsomt kapitel af Islands og Europas historie. Og imens det også er en historisk roman, så bliver hændelser på verdensscenen både personlige og rørende (og endnu mere groteske end ellers) i Helgasons hænder. Værkets imponerende række af landeskildringer og begivenheder gemmer på en stor læseoplevelse og baner vej for et smukt og sorgfuldt portræt af pigen, der siden blev kvinde i krigsorkanens øje – omsværmet af rædsler, der aldrig rigtig forlod hende igen.