Voldens historie af Édouard Louis

Den franske forfatter Édouard Louis undersøger i denne roman den symbolske institutionelle vold, han oplevede fra politi og sundhedsvæsen, da han anmeldte en voldtægt og et mordforsøg. Ligesom i sin forrige roman Færdig med Eddy Bellegueule bruger han sit eget liv som brændstof. ‘Voldens historie’ stiller et stort og vigtigt spørgsmål: Hvordan forhindrer vi, at vold avler vold? Volden er hovedperson i romanen, og ikke kun i form af det overfald, forfatteren var udsat for, men også som den vold, der kommer til udtryk i dagligdagens racistiske udtalelser og manglende medmenneskelige forståelse.

Juleaften er Édouard på vej hjem gennem Paris, da han passes op af den charmerende unge fyr Reda. De ender i seng sammen hjemme hos Édouard, men det, der starter som et frivilligt seksuelt møde, ender i voldtægt og mordforsøg.

Et år efter overfaldet fortæller Édouard sin søster om det og senere genfortæller hun hændelserne til sin fåmælte mand, hvilket Édouard i skjul overhører. Fortælleteknisk fungerer det godt, at det er gennem hendes ord, vi hører historien, selvom det i starten skaber forvirring omkring, hvem der taler hvornår. Det bliver dog hurtigt nemt at skelne, da søsterens måde at tale på er meget anderledes end Édouards, hvilket fint understreger den store afstand mellem dem. Deres forhold er anstrengt, da han mener, at hun og resten af familien aldrig har accepteret hans seksualitet. Nogle steder i romanen fremstår hendes genfortælling af hans voldsomme oplevelser næsten som et nyt overgreb mod ham, hvilket naturligvis er en bevidst fremstilling fra forfatterens side. I sin forrige roman ‘Færdig med Eddy Bellegueule’ beskrev han sin barske opvækst i et miljø, hvor vold var del af dagligdagen og der ingen støtte var at hente fra familien. Den ekstremt vanskelige familierelation er bogens andet store emne.

Romanen er også en afsøgning af, hvad voldelige overfald gør ved offeret. Der er en hjerteskærende beskrivelse af, hvordan Édouard desperat forsøger at udrense lejligheden efter overfaldet, fordi han føler, at Reda er i alle tingene omkring ham, i selve luften i lejligheden. Og voldsomme oplevelser skaber voldsomme reaktioner. I tiden efter bliver Édouard opmærksom på, at hans egne tanker bliver mere og mere racistiske. Han ender dog med i stedet at prøve at forstå, hvad der drev Reda til at handle, som han gjorde. Han forestiller sig bl.a., at Reda altid har følt sig marginaliseret i Frankrig, fordi hans familie stammer fra Kabylien i Algeriet. Og som sådan giver romanen selv forståelse og tilgivelse som svar på sit spørgsmål.

Anmeldt af Ann Luther Torp, Roskilde bibliotek