Vovestykket af Simona Ahrnstedt
Ingen overgår Simona Ahrnstedt, når det kommer til den moderne romancegenre. Stærke kvinder, udpræget feminisme og en sikker sans for humor og hvad kvinder gerne vil læse, når det kommer til romantik, kærlighed og sex, er det som karakteriser forfatterens eminent underholdende samtidsromaner, som er aldeles umulige at slippe. Der er ingen tvivl, Ahrnstedt er ikke blot Sveriges, men hele Skandinaviens, romancedronning nummer ét.
Journalisten Ambra Vinter er modvilligt rejst til Kiruna i Nordsverige på en opgave for Aftonbladet. Sne, isnende kulde og frygtelige barndomsminder gør ikke just arbejdet midt i juletiden til en dans på roser, men da Ambra ved et tilfælde møder ex-jægersoldaten Tom Lexington sker der noget uventet. Ambras opvækst i et utal af dårlige plejefamilier har lært hende kun at stole på sig selv, men sammen med Tom mærker hun en flig af den varme og sikkerhed, hun altid har savnet, men også frygtet i angsten for igen at blive forladt. I løbet af de næste måneder møder Ambra og Tom hinanden flere gange, og for hver gang vokser den gensidige tiltrækning, men er det nok til at overvinde fortidens skræmmende hemmeligheder?
Du danske sommer kom an! Grib og læs ’Vovestykket’ som en enkeltstående roman, eller snup hele serien om De la Grip familien i Stockholms glamourøse finansverden og bingelæs til du falder om med et stort og lykkeligt smil på læben.
Anmeldt af Pia Bechmann, Aalborg Bibliotekerne