Ugens Aarhushistorie: Da PULS Festival spillede op for fuld musik i Aarhus
Tilbage i 2007 havde byen også kastet sig over musikken, da den hæsblæsende endagsfestival PULS indtog Aarhus. PULS Festival løb af stablen lørdag 12. maj 2007, hvor Aarhus’ spillesteder såvel som gader, museer og indkøbscentre blev centrum for en af PULS’ mange scener. Festivalens arkiv er i dag at finde på Aarhus Stadsarkiv.
Billede: Arkivet efter PULS Festival er i dag afleveret til Aarhus Stadsarkiv. Det indeholder blandt andet mødereferater, ansøgninger fra musikere, plakater og meget mere. Foto: Maja Hedegaard Christensen, Aarhus Stadsarkiv.
PULS Festival blev startet på initiativ fra multikunstner og kulturel iværksætter Christian Dietrichsen. Han mente, at byens musiksteder burde gå sammen og lave en stor, fælles begivenhed. Det var der flere fra det aarhusianske musikmiljø, der var enige i, blandt andet Ejner Dam, Hanne Staahlnacke, Helle Ryslinge, Lars Hansen, Lars Sloth og Rasmus Telling, som sammen med flere andre stiftede Foreningen PULS. Den repræsenterede det samlede aarhusianske musikmiljø og var en selvejende, almennyttig forening, der blev stiftet 18. august 2006 med det primære formål at arrangere PULS Festival. Foreningen bestod af over 37 spillesteder, arrangørforeninger, musiksammenslutninger og organisationer. Festivalen blev foreningens første arrangement.
Alternativt pressemøde
PULS inviterede byens medier og journalister til et pressemøde 6. november 2006 for at få skabt opmærksomhed på den kommende begivenhed. Det skulle dog vise sig at blive et alternativt pressemøde. De fremmødte skribenter blev ført op i en hestevogn, der blev trukket af omkring 15 mennesker. De trak hestevognen med skribenterne rundt i byen fra Lille Torv til Magasin du Nord og ned ad Skt. Clemens Stræde over Bispetorv ned til sTUDENTERHUS åRHUS ved Toldboden. Der blev hele turen spillet musik for skribenterne. Formålet med det alternative pressemøde var at give en smagsprøve på, hvordan byens gader og stræder ville blive præget af levende musik – både alle tænkelige og utænkelige steder i gadebilledet. Presseeventet skabte også røre og en masse PR om den kommende, spændende PULS Festival. Det viste også, at folkene bag festivalen ikke var bange for at tænke ud af boksen.
Over 250 koncerter
Arrangementet bestod af over 250 koncerter, nok omkring 270 koncerter, af Aarhusbaserede bands og solister. Der blev spillet overalt i Aarhus fra kl. 10 om formiddagen til kl. 02 om natten. Musikken blev spillet på omkring 50 spillesteder – både kendte og ukendte steder i Aarhus. Publikum kunne opleve diverse kunstnere og bands, blandt andet i Musikhuset, på Fatter Eskil, på Kvindemuseet (i dag: KØN - Gender Museum Denmark), på parkeringspladsen ved Bazar Vest, på en pram på Aarhus Å, på hustage og i gader og stræder. Der var liv og musik alle steder, hvor PULS Festival spillede op for fuld musik i Aarhus.
Kunstnerne og spillestederne var blevet offentliggjort hver for sig, men hvor og hvornår kunsterne spillede blev holdt hemmeligt. Arrangørerne ville have folk til at være opsøgende og nysgerrige, så de kom til at opleve musik, de ikke var bekendt med på forhånd. Overraskelserne spillede en stor rolle hos arrangørerne, der også havde planlagt ”surprise-koncerter” rundt i byen. For at kunne spille på festivaldagen, havde bands og solister skullet ansøge og sende demobånd ind. Alle musikere skulle have en tilknytning til Aarhus. Musikken spændte bredt, hvor blandt andet singer/songwriter Annika Aakjær, reggaebandet BliGlad, hiphoporkestret Flødeklinikken og metalbandet Insidiöus Törment spillede. Det bød på alt fra den rendyrkede undergrund til etablerede og kendte navne som Steffen Brandt, Poul Krebs, Marie Frank, U$O, Mek Pek og Per Chr. Frost.
En gratis og succesfuld musikfestival
Missionen med PULS Festival var at skabe opmærksomhed omkring det fede aarhusianske musikmiljø. Arrangørerne ville bringe musikmiljøet tættere sammen og styrke og inspirere til fremtidige samarbejdskonstellationer omkring musikken i Aarhus. PULS Festival var gratis, hvilket skyldtes sponsorer som Danske Bank, Vestas, LaserTryk.dk, Jyllands-Posten, Aarhus Kommune, Aarhus Amt og mange flere, men ikke mindst også de mange ildsjæle og musikere, der arbejdede gratis. De gjorde det sammen muligt at afholde den store begivenhed. I arkivet kan vi se, at arrangørerne regnede med, at endagsfestivalens omkostninger ville blive omkring 1 million kr. Det var et stort arbejde at få stablet arrangementet på benene, og derfor var der også flere udvalg i Foreningen PULS, der hver især stod for et bestemt område, så festivalen kunne blive en succes.
Og det blev den. Efter PULS Festival var der snak om, at endagsfestivalen skulle gentages, men det blev aldrig til noget. Så derfor står PULS Festival tilbage som en unik endagsbegivenhed, der bragte Aarhus sammen om musikken i 2007.
Læs om Puls festival på AarhusWiki
Ugens Aarhushistorie har vi lånt af Aarhus Stadsarkiv. Du kan læse flere her