Årets albums 2019: Rock & indie

At udvælge årets bedste rock og indie-albums er en krævende opgave. Man rammes af tvivl og dårlig samvittighed - for hvad med dén der og den med sangen man tudede til og var der ikke også noget med et fænomenalt album fra Sharon Van Etten i januar? Sara prøver alligevel at give det et skud:

Thom Yorke: ANIMA

Thom Yorkes bedste soloplade indtil videre! Elektronisk, klaustrofobisk, rytmisk, skræmmende … ja, klassisk Thom Yorke. Tag høretelefonerne på og fordyb dig i vrimlen af nye detaljer, der dukker op for hver gennemlytning.

Bill Callahan: Shepherd In A Sheepskin Vest

Bill Callahan indspillede tidligere under navnet Smog. Men hvor Smog var hårdt og ensomt at lytte til, er den her plade varm og lys. Smog var super-spinkel lo-fi; disse sange er mere helstøbt singer-songwriter- og countryagtige. Albummet minder lidt om Bonnie ’Prince’ Billys mere optimistiske ting, eller om Lambchops Is A Woman med den varme, støvede lyd.

Nick Cave & the Bad Seeds: Ghosteen

Ghosteen er det første hele album, som er skrevet og indspillet efter den ulykke, hvor Nick Cave mistede sin ene søn. Sorgen fylder meget, men er tæt vævet sammen med skønhed, trøst og håb. Det hele er overraskende elektronisk, oftere undersøgende end melodiøst, med langstrakte lydflader og mange korstykker. Ikke en samling sange, man kan høre når som helst, men en stærk oplevelse, hvis man går ind i albummets stemning.

Henrik Lindstrand: Nattresan

En tyst og blid vinterplade. Musikken er instrumental, primært akustisk klaver, men enkelte strejf af keyboards og percussion ligger og pulserer under melodierne. Meget meditativt.

Bisse: Tanzmaus

Lyden på Tanzmaus er forbløffende melodiøs, imødekommende, til tider ligefrem munter. En samling fine små sange med – som sædvanligt – vildt gode tekster, men ingen af den eksperimenterende vildskab, som plejer at findes på et Bisse-album. Måske derfor blev jeg i første omgang skuffet. Men nu er den alligevel krøbet ind under huden. Det tilsyneladende gøglede og ufarlige ved danskheden er et tema, som ved nærmere lytning giver totalt god mening. Som Danmarksbillede er Tanzmaus et perfekt modstykke til dens storladne forgænger Tanmaurk.

Purple Mountains: Purple Mountains

David Berman var hovedkraften i Silver Jews, som var indie-store i 90’erne og 00’erne. Det her var hans første album i 11 år (”spent a decade playing chicken with oblivion”, synger han), og det er en dejlig plade med klassisk lo-fi indie: Lidt skramlet, lidt country-agtigt, supergode tekster. David Berman døde i sommer, så dette er hans sidste musik. Det fortjener at blive hørt.