Årets Albums 2020 – alternativ pop/rock

Musikformidler Sara lister de fem albums, der gjorde størst indtryk i år – på ingen måde en fair opsummering af året, der gik, men et helt personligt bud på fem små lyspunkter i et kaotisk år.

Hør sangene på vores Spotify – der finder du også Aarhus Bibliotekernes andre spillelister.

Angel Olsen: Whole New Mess
Alternative versioner af sangene fra sidste års Angel Olsen-album ”All Mirrors”, som var en uventet storladen affære med strygeorkester og en dramatisk elektronisk lyd. Det var intenst (og superfedt!), og det er albummet her også, men på en helt anden måde: Produktionen er helt skrællet ned, så sangene står totalt nøgne og rørende, og både stemmen og sangskrivningen er bare vildt imponerende.

Bisse: cobid-20
Titlen står for ”Bisse Covid Disc 2020”, og den udkom pludselig i sommer og beskriver det mærkelige forår, vi havde. Et øjebliksbillede af et land og et folk med masser af samples af statsministeren, nyhedsværter osv. For mig rammer den virkelig stemningen i de kolde måneder fulde af frygt og håb og kedsomhed. Bisse er vanvittigt produktiv og har faktisk udsendt to albums i år; ”cobid-20” plus ”Tårefilm”, der er smukt, men mere roligt og med en mere tjekket produktion – så musikalsk er jeg mest til den mere spontane/legende/eklektiske lyd på ”cobid-20”.

Laura Marling: Song For Our Daughter
Mesterligt folk/singer-songwriter-album – på ingen måde nyskabende, men smukt og roligt og overlegent; det vugger ligesom afsted med sin helt egen ro, og sangene er så stærke, at de indimellem bringer mindelser om Joni Mitchell. Ganske få instrumenter, eftertænksomme tekster og en virkelig varm og dejlig lyd, jeg kommer til at bo i en del af vinteren.

Perfume Genius: Set My Heart On Fire Immediately
Måske årets største åbenbaring for mig. Perfume Genius havde åbenbart et lille hit med nummeret ”Queen” i 2014 (hør også det – det er fantastisk!), men jeg har først opdaget ham nu. Det er art-pop/kammerpop med kant og nerve, skarpe beats og fængende melodier, og Mike Hadreas’ stemme er nærmest overjordisk smuk på Roy Orbison-måden.

Whitney: Candid
Jeg faldt over Whitney, fordi de udkommer på Secretly Canadian (det er altid et godt tegn), og jeg er faldet pladask for det her super 70’er-agtige folk/country-album. Det består af coverversioner – mest af sange fra lidt glemte/ikke så kendte grupper, så nu har jeg også fået lyst til at kende f.eks. Moondog, Blaze Foley og The Roches. Lyden er ren nostalgisk americana, og forsanger Julien Ehrlichs falset og vokalharmonierne lyder SÅ godt.