Årets albums 2020: Metal!
Årets liste er domineret af bands, der har fundet inspiration i 80'ernes heavy metal og tidlige black, som bl.a. Celtic Frost, Mercyful Faith og Bathory leverede det. Der er dog også blevet plads til lidt death metal af både den beskidte, den tekniske og den doomede variant og endelig er der også et par bands, der er sværere at sætte i genrebås.
Geografisk kommer vi rigtig langt omkring med alt fra Tyskland til Slovakiet, Rumænien, England, Finland og New Zealand på listen… og ja, der er også blevet plads til et par danske udgivelser + et par boblere.
(Er du modige nok, kan du også lytte til Aarhus Bibliotekernes playliste med årets metal-udgivelser på Spotify)
10. Konvent – Puritan Masochism
Københavnske Konvent har for alvor fået vind i sejlende og udgav tilbage i januar deres debut på et relativt stort internationalt pladeselskab. Det er tonstung death/doom fra den mørkeste og dybeste afgrund… lige som jeg kan lide det!
9. Anaal Nathrakh – Endarkenment
Så er vi nået til 11. studiealbum fra den engelske ekstrem-metal-duo Anaal Nathrakh. Ekstrem-metal dækker her over et sammenkog (eller væltet lokum om man vil) af black metal, industrial, grindcore og hvad fanden ellers har skabt. Desværre er deres soniske overraskelsesangreb ikke længere helt så overrumplende, som første gang jeg hørte bandet. Det rører dog ikke ved, at der stadig ikke er mange, der kan matche Anaal Nathrakh i galskab.
8. Vampire - Rex
Svenske Vampire byder op til riff-fest med deres melodiske retro-death/thrash. Dette er deres tredje album og de har denne gang skruet op for det melodisk storladne og trækker på gamle travere som Mercyful Faith.
7. Ulcerate – Stare Into Death and Be Still
Nu skal vi helt om på den anden side af jorden – nærmere bestemt New Zealand, hvor Ulcerate igennem en årrække har positioneret sig, som et af (hvis ikke dét) førende band indenfor teknisk dødsmetal. De er ikke så ”kringlede” på dette album, men det klæder dem og i mine ører har de aldrig lydt bedre!
6. Horned Almighty – To Fathom the Masters Grand Design
... og så hjem til Aarhus, der også skal repræsenteres på denne liste. Black metal-veteranerne Horned Almighty, deler på deres sjette studiealbum bøllebank ud til den samlede menneskehed, når verdenshistorien endevendes for menneskelige fejltagelser og selvforskyldte katastrofer og ødelæggelser.
5. Hexenbrett – Zweite Beschwörung: Ein Kind zu Töten
Denne tyske duo spiller en yderst catchy blanding af klassisk heavy og 80er black metal men formår alligevel at lyde frisk og aktuel. Det hele er pakket ind i sådan et b-gyserfilmunivers, hvilket også illustreres glimrende af den skamferede dukke på coveret.
4. Black Curse – Endless Wound
Black Curse spiller møgbeskidt death metal… og føj for en skefuld! Det er tonstungt, nådesløst og ubehageligt – præcis som death metal skal være!
3. Malokarpatan – Krupinské Ohne
Malokarpatan tager os med igennem afsides slovakiske landområder, hvor de lokale bønderkarle gang på gang står overfor al slag troldtøj og djævelskab. Jeg kommer på forunderligvis til at tænke på østeuropæisk dukketeater. Det er oldschool heavy metal tilsat en sjat black og det er FREMRAGENDE!
2. Persekutor – Permanent Winter
Mere østeuropæisk heavy/black! Denne gang er det rumænske Persekutor, der leverer varen men hvor Malokarpatan jævntlig tager sig god tid med lange melodiske passager, så letter Persekutor ikke foden fra speederen! Persekutor vil slås og drikke 100 bajere!
1. Oranssi Pazuzu – Mestarin Kynsi
Finske Oranssi Pazuzu har fået en del opmærksomhed de seneste par år, men jeg har sovet i timen og har først i år fået taget mig sammen til at tjekke what the fuzz is all about… og WAUW!!! Jeg er helt vild med deres nyeste udspil ”Mestarin Kynsi” med dens kulsorte og udsyrede blanding af black metal og krautrock. Det er langtfra en letbenet og ligetil lytteoplevelse, men det er vanvittigt fascinerende… og ja, bare vanvittigt!
Boblere…
Afsky – Ofte Jeg Drømmer Mig Død
Afsky er Ole Luk fra Solbruds soloprojekt. Det er black metal og på albummet her, tager han udgangspunkt i gamle danske digte. Her er både Jeppe Aakjær, Sophus Claussen, H.C. Andersen og Emil Aarestrup… alle iført corpsepaint naturligvis!
Ildskær – Den Rædsomste Nat
Vi bliver i dansk black metal med historisk tema. Denne gang med englændernes bombardement af København i 1807 som kulisse.