Artist Talk med Bisse: ”Det er farligt at fokusere for meget på den gode melodi”

Thorbjørn Radisch Bredkjær, bedre kendt som Bisse, er en kunstner under stadig forandring. For hver ny udgivelse eksperimenterer han med musikalske stilarter, men også med sit image og det visuelle udtryk, som er en del af oplevelsen ved bandets koncerter. På det seneste album, ’Tanzmaus’, træder han frem i endnu en uventet inkarnation. ”Åh, jeg har det temmelig … cowboy-agtigt”, synger Bisse i titelnummeret, og på PR-billederne ser vi en pæn og renskuret ung mand med lyserød skjorte, slips og cowboyhat.

Til Artist Talken beder vi først Bisse om at spille et nummer fra sit seneste album, og selv om han ikke er glad for at lytte til sine egne ting, får vi lov til at høre førstesinglen: ”Britta Big Five”, som handler om den svindelmistænkte embedskvinde Britta Nielsen.

På et ældre nummer, ”Spøgelsesskibene”, sang Bisse om sin mormor: ”Jeg ville så gerne skrive en sang om hvor meget jeg elsker hende / Men hun kan ikke forstå hvad jeg synger / Der er hverken rytme eller rim i det”. Så efter den sarkastiske, men blidt swingende ”Britta Big Five” – med tydelige vokaler – må første spørgsmål være:

Det her larmer SLET ikke, og man kan sagtens forstå, hvad du synger. Hvad sker der?

”Ja, nu kan I høre hvad jeg siger, KAN I IKKE?” griner Bisse til publikum, som råber ”Jo!” og griner tilbage.

Bisse forklarer at han blev træt af at synge vildt og forvrænget (for nu); træt af at råbe og larme. ’Tanzmaus’ er en mere munter plade, mere gakket – lyden er klarere og der er mere plads til humor, men måske også til lytterens fantasi, fordi lydbilledet er knap så massivt.

Og hvor kom cowboyen fra?

Bisse har en ven, som bruger udtrykket ”at føle sig cowboy-agtig”, og selvom de første sange til albummet blev skrevet med musikalske western-elementer, begyndte andre sange at dukke op og fik også plads. Pladens samlede tema er måske snarere at den handler om drømme og forskellige slags drømmere, funderer Bisse – mens den cowboyagtige ånd mere handler om ”at komme ud på landet. Og ned på jorden. Men først og fremmest ud på landet. Og det synes jeg godt, man kan høre på pladen.”

Den næste sang, vi hører, er Scott Walkers ”Sleepwalkers Woman” fra 1984. Et dybt og mystisk nummer, som hører til i den sene ende af Walkers karriere: Han var et teenage-idol i 1960’erne med The Walker Brothers, men udgav stadig mere kompromisløse albums gennem årene og endte som en respekteret, men marginalt kendt avantgarde-musiker. Bisse er fascineret af, hvordan Walker hele livet bevægede sig tættere på sin kunstneriske vision – også når det indebar et næsten totalt fravær af genkendelige melodier.

”Noget af det første musik, jeg elskede, var sådan noget som Shubidua og D.A.D. Det var den gode melodi, det handlede om. Og det lå også i mig, da jeg begyndte at skrive sange. Man vil jo gerne finde den gode melodi. Men det er farligt at fokusere for meget på den”: Det er den, publikum vil have, og lader man sig rive med af, hvad folk gerne vil have, ender man med at lave noget, ingen gider høre.

Vi når omkring en kort snak om Bisses inspiration som live-performer (han fremhæver Nick Cave, som han oplevede første gang som 14-15-årig i København sammen med sine forældre og søskende), inden vi slutter med at høre et ægte dansk countrynummer: Sangerinden Daimis kække ”Balladen om Klante Kofoed” fra 1973.

”Tror du, det var … ironisk?”, spørger en tilhører senere. Men sangen om manden, der ender som ”pauseklovn i en mindre varieté”, passer perfekt ind i den gøglede stemning på ’Tanzmaus’. Daimi spiller også fra anlægget inden bandets koncerter på den igangværende ’Halbal’-tour, som i øvrigt byder på specialbygget saloon-indretning, udleverede cowboyhatte til alle ved indgangen og besøg af en linedance-instruktør. Det hele er meget cowboyagtigt. For nu. Men samtidig er Bisse og Bissebanden allerede gået i studiet igen – og ingen ved, hvad der venter.

SPØRGSMÅL & SPILLELISTE FRA ARTIST TALK MED BISSE

Vil du spille ...

1. En sang fra dit nyeste album, ’Tanzmaus’?
Bisse: “Britta Big Five”

2. Et nummer af en, du beundrer så meget, at du ville være lidt bange for at møde ham eller hende?
Scott Walker: ”Sleepwalkers Woman”
(og som Bisse pointerede, ville Scott Walker være ekstra skræmmende at møde, fordi han døde dette forår)

3. Et nummer, det måske vil overraske os at høre, at du elsker?
Daimi: ”Balladen om Klante Kofoed”

… og så nåede vi ikke at høre flere sange til arrangementet. Men Bisse har sendt et par anbefalinger på mail:

4. En rigtig god sang, hvor der synges på dansk?
”Orcas: ”En Sky Af Tung Røg”. Jeg genopdagede dem i sommers på Møn. De spiller bare så skørt og flabet og dejligt og uprætentiøst – jeg bliver glad!!”

5. Et nummer, du lytter meget til lige nu? ”Jeg lytter meget til ”Hejira” af Joni Mitchell for tiden. Drømmende, sorgløs og sorgfuld på samme tid, og mystisk!”