En legende i dansk jazz
”Svend Asmussen er en eminent jazzviolinist. Så enkelt er det. Og alligevel – så enkelt er det slet ikke. Ganske vist er han som kandidat til titlen “Alle tiders største jazzviolinist” blot i konkurrence med en lille håndfuld andre. Men i modsætning til konkurrenterne har han involveret sig i alt muligt andet. Som multiinstrumentalist, komponist, lydtekniker, sanger og showmand. Og det hele har bevæget sig på et højt professionelt niveau – og altid med en helt personlig drejning.”
Sådan sammenfattes Svend Asmussen mangfoldige karriere i få ord af musikanmelder og jazzredaktør Kjeld Frandsen i en portrætartikel til Vinterjazz 2016. Læs hele artiklen.
Og sandt er det, at Svend Asmussen som få har vist en spændvidde i sin lange karriere, som tog sin start i midten af 1930’erne. Han har fulgt med hele vejen fra gylden swing over revy, skuespil og showbiz til samarbejde og indspilninger med nogle af jazzens største navne – altid med let elegance og stor perfektionisme.
Han har optrådt med egne ensembler, kvartet, kvintet, sekstet, orkester og medvirket på et utal af indspilninger. I nogle år var det samarbejdet med Alice Babs og Ulrik Neumann under navnet Swe-Danes, der gjorde ham kendt, også langt uden for jazzens kredse.
Sammen med Putte Wickman og Ivan Renliden tog han bl.a. svensk folkemusik under buens kærlige behandling; hør f.eks. hans Hambo om Bakfoten på Youtube.
Senere spillede han sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen (b), Ed Thigpen (dr) og Kenny Drew (p), og i 1990’erne dannede han kvartet med Jakob Fischer (g), Jesper Lundgaard (b og Aage Tanggaard (dr). Altid med stor nysgerrighed på vej mod noget nyt.
Tillykke til en stor og vidtspændende musiker!
Læs Bibzooms omtale af portrætbogen
Læs artiklen på Jazzdanmark.dk