Globalistisk genreanarki med festen som drivmiddel

Kalaha har lavet fem udgivelser siden 2014, hvor især tredje album Mandala er værd at bemærke. Albummet åbnes med en fuldfed afroswinger, anført af Mamadou Sen. Music Group Namu kaster koreanske beats på nummeret ’Dakke’. Men albummets bedste skæring er ’Çok Küstüm’. Her går den tyrkiske sanger Hilal Kaya for første gang ombord og krydrer den globalistiske gryderet helt op. Nummeret spreder knitrende Anatolske stjernedrys ind gennem ørekanalerne, så sædekontakten bliver virkelig svær at fastholde.

På fjerde album Mystafa får det musikalske genreanarki endnu en befriende friløber. Det danske syrefuldskæg Uffe Lorenzen leverer maksimalt på nummeret ’Dans det op’, Lorenzens rå rockvokal skubber dirrende hudløs nerve ind. Moussa Diallo, Bilal Irshed og Dawda Jobareth slipper en hed ørkenvind løs i festen på ’Jigi Fas’, ren ørkenblues. Men igen er det Hilal Kaya der topper, især på ’Özgürum Ben’. De Waals rytmearbejde og Rumpistolens beats finder på en eller anden måde helt hjem under den Anatolske stjernehimmel.

Samarbejdet med Hilal Kaya fortsætter på Kalahas seneste album Tutku. De elektroniske dancebeats kobles op på ægte bigbandlyd med Aarhus Jazz Orchestra, der serveres messing så det mærkes. Tyrkisk pop, elektronica og jazz kolliderer i en vidunderlig stor lyd, hvor Hilals vokal står smukt og centralt.

Kalaha er bedst når de leverer deres mest groovy dancebeats, det et udpræget liveband. Det er absolut disse numre der bærer deres udgivelser. Til pladespilleren derhjemme anbefales Mystafa.

Oprindeligt skrevet af lscho, Faaborg Midtfyn Bibliotekerne.