Hvad er Eurovision Song Contest (ESC)?
Her fejrer vi musikken som helhed, men også de forskellige kulturer. Der er plads til, at man kan sætte sit eget præg på tekst, musik og endda sin optræden. Det er en begivenhed, hvor der er plads til alle, der vil fejre musik og forskellighed.
Deltagerlandene stiller op med hver deres sang, der bliver givet point fra alle landene og nationale juryer, og til sidst vil der blive fundet en vinder. Dommerjuryen består af folk, der alle har en masse erfaring inden for musik - typisk er det tidligere deltagere.
Hvordan afholdes ESC?
Det er forskelligt, hvordan hvert land kommer frem til, den sang de vælger at sende afsted. Nogle holder lignende Melodi Grand Prix, som vi gør her i Danmark. Det er typisk otte-ti sange der dyster mod hinanden. Andre lande vælger måske en kendt sanger fra deres land, og beder dem skrive en sang til konkurrencen. Der er mange forskellige måder at udvælge sit bidrag på og for dette, er der ingen faste regler.
Der er to semifinaler inden den store finale på tredjedagen. Her er deltagerlandene delt op i to grupper efter tilfældig lodtrækning. Hver gruppe har så deres dag, de skal optræde i en semifinale. Herfra vælges ti lande, som så bliver sendt videre til finalen.
Pointene fra hvert land bliver præsenteret af en ambassadør for landet, og her giver de point til deres top 10.
Showet holdes hvert år af det land, der vandt forrige år. Selvom grundprincippet er det samme, er det derfor alligevel forskellige shows år for år.
Hvem står bag ESC?
ESC arrangeres af den europæiske tv-union, EBU, sammen med det forrige vinderland. For at være med i ESC, skal man være medlem af EBU. Her i Danmark er det DR (Danmarks Radio) der er medlem. Der må dog maksimalt deltage 44 lande i konkurrencen, og i finalen er der plads til højst 26 deltagere.
10 lande går videre fra hver semifinale, mens seks lande allerede er sikret en plads i finalen. Disse lande består af ”The Big Five” samt det forrige års vinderland. ”The Big Five” består af Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien. De kvalificerer sig automatisk til finalen, da de er de lande, der betaler mest til EBU. Det skal dog siges, at dette ikke altid er en fordel.
Landets deltager skal være fyldt mindst 16 år for at være med, og der må højst være seks på scenen af gangen.
Det er tidligere set, at et land ikke har haft råd til at afholde konkurrencen efter en sejr. Et eksempel er tilbage i år 1980, hvor Israel vandt for andet år i træk. Her måtte Holland tage over, og være værter for dets års ESC.
ESCs historie og Danmarks deltagelse
Eurovision opstod i midten af 1950'erne, som et middel til at forene Europa efter bruddet under Anden Verdenskrig. Fjernsynet spillede en stor rolle i kommunikationen mellem de europæiske lande, så man ville forsøge at organisere et arrangement, der så skulle vises i alle EU-landene. Et af de første store forsøg blev Eurovision Song Contest. Her skulle hvert deltagende land stille op med en sang, der afspejlede deres kultur.
Det første Internationale Melodi Grand Prix (ESC), blev afholdt 24 maj 1956 i Lugano, Schweiz. Her deltog syv lande med to sange hver. Schweiz kunne trække sig tilbage som den allerførste vinder med sangen ”Refrain” sunget af Lys Assia.
Den første gang Danmark deltog i ESC, var i 1957. Det var planen, at vi allerede skulle have deltaget ved det første ESC året før, men tilmeldingen kom desværre for sent. Vores første repræsentant var Birthe Wilke og Gustav Winckler med sangen ”Skibet Skal Sejle I Nat”. Herefter deltog vi til og med år 1966. Vi var ikke med fra 1967-1977, da DR meldte sig ud af EBU, for at bruge pengene på andre aktiviteter. Vi vendte dog tilbage i 1978 med Mabels ”Boom Boom.”.
Danmark deltog ikke i 1994, 1998 og 2003, da de gamle regler sagde, at vi var for dårligt placeret i konkurrencen det foregående år. Siden er reglerne ændret, så selvom du ender på sidstepladsen med nul point, har du stadig lov til at deltage året efter.
Frem til 1973 skulle man synge på sit eget sprog. Flere lande hoppede derefter med på dillen med at synge på engelsk. Men allerede i 1977 gik man igen tilbage til reglen om, at man skulle synge på sit eget sprog. Reglen er atter blevet ændret, og du må nu synge på hvilket som helst sprog.
Siden vores første deltagelse, har Danmark vundet ESC tre gange. Første gang var tilbage i 1963 med sangen ”Dansevise” fremført af Grethe & Jørgen Ingmann. Anden gang var i år 2000, her med sangen ”Fly on the Wings of Love” (også kendt under den danske titel Smuk Som Et Stjerneskud), fremført af Brødrene Olsen. Tredje gang var i 2013 med ”Only Teardrops” sunget af Emmelie de Forest.
Er Australien Europa?
I mere end 30 år, har Australierne fulgt med og vist stor interesse for Eurovision Song Contest. De begyndte at vise det live, og man blev derfor nødt til at stå tidlig op om morgenen grundet tidsforskellen. Hvilket australierne naturligvis gerne gør.
De er så begejstrede for showet, at de i 2015 fik lov til at deltage, på trods af at de ikke er en del af Europa. Det var meningen, at det skulle være en engangsaffære, men de fik efterfølgende lov til at deltage til og med år 2023.
Hvis det nu skulle ske, at Australien vandt, kan vi ikke se frem til et Europæisk show i Australien. De skal derimod selv vælge et europæisk land, som så skal være værterne til Eurovision året efter. Australien har dog ikke vundet endnu.
ESC i år
Dette års vinder af det danske melodi grandprix, blev bandet Reddi, med sangen ”The Show”. Bandet består af de fire kvinder, Ihan Haydar på trommer, forsanger og guitarist Siggy Savery, samt de to svenskere Agnes Roslund på guitar og Ida Bergkvist på bas.
Ihan Haydar har vundet Melodi Grandprix før tilbage i 2012, hvor hun også spillede på trommer, dengang for Soluna Samay med sangen ”Should’ve Known Better”. Haydar er også kendt fra bandet L.I.G.A.
Sidste års ESC vinder blev det italienske band Måneskin, med sangen ”Zitti E Buoni”. Siden da er bandets succes eksploderet, og de er nu ikke kun kendt i Europa, men har også taget Amerika med storm. De har både optrådt i talkshows og på musikfestivalen Coachella. Italien har vundet Eurovision to gange før: i 1964 med ”Non ho l'età", og i 1990 med ”Insieme; 1992.”
Dette års Eurovision skal derfor afholdes i den italienske storby, Torino, og allerede tirsdag den 10 maj, går det i gang med den første semifinale. Her deltager Danmark. Næste semifinale er onsdag den 12 maj, og så kommer finalen lørdag den 14 maj.
Grundet deres invasion af Ukraine, er Rusland blevet udelukket af dette års ESC.
Dette år er det for 66. gang ESC afholdes.