Musikbibliotekarernes dom: Her er årets albums 2018
Hamferð: Támsins Likam (Mark, Hasle bibliotek)
De færøske mørkemænd leverede ikke bare årets bedste koncert på Radar tilbage i februar måned - De leverede også årets absolut fedeste doom-album!
Támsins Likam er en ualmindelig smuk, tungsindig og mørk rejse til de forblæste øer, langt derude i Atlanterhavet, hvor sweater-klædte og vejrbidte sømænd forliser og drukner i det iskolde hav…
Mount Eerie: Now Only (Sara, Dokk1)
“Death is real / Someone’s there and then they’re not / And it’s not for singing about / It’s not for making into art ...”
Sådan sang Mount Eerie alias singer-songwriter Phil Elverum på sidste års vanvittigt smukke album A crow looked at me, og så fortsatte han med at gøre netop det: Give form til sorgen over hans nyligt afdøde hustru, Geneviève Elverum.
På dette års Now Only handler sangene fortsat om tabet og sorgen, men også om det liv, som fortsætter – ikke mindst i den nu femårige datter, som aldrig lærte sin mor at kende. Ligesom forgængeren er det her en af de stærkeste kunstneriske udtryk omhandlende døden, jeg nogensinde har mødt. Lavmælt, nøgternt og gribende – og virkelig, virkelig smukt.
Aphex twin: Collapse (Emil, Viby bibliotek)
Dette comeback album (næst efter Syro fra 2014) fra verdens bedste elektroniske musiker Aphex Twin, byder med hidsige, hurtige rytmer dig ind i klangunivers som du ikke troede fandtes - Det er raslende mørkt, klaustrofobisk og samtidig rørende smukt..
Earl Sweatshirt: Some Rap Songs (Anne, Dokk1)
Earl Sweatshirt har ikke det mindste travlt. Hans slæbende, snøvlende flow er sært afslappende at lytte til, selvom hans tekster er anderledes alvorlige.
Der er gået tre år siden den fænomenale I Don't Like Shit, I Don't Go Outside, og på Some Rap Songs fylder depression og tabet af hans far en stor del af pladen - "Why ain't nobody tell me I was sinkin'?" som han mumler på Shatterede Dreams. Musikken småjazzer afsted med perfekte loops, og man lulles ind i Earls univers af hverdagsfortællinger. Det er super fedt! Og hvis man er en lidt kræsen hip hop lytter, så er dette virkelig et album som har noget på hjerte.
Slægt: The Wheel (Mark, Hasle bibliotek)
Der er fart over feltet, når københavnske Slægt byder op til guitar-kamp, med deres blanding af klassisk heavy metal tilsat et skud black metal og et drys 70’er retro-rock.
Det er kun et år siden at gruppen udgav albummet Domus Mysterium, men de spilder ikke tiden og er allerede ude med opfølgeren, som på mig virker langt mere fokuseret og to-the point end forgængeren… Ekstra Bladets ellers så kræsne anmelder, Thomas Treo, har for øvrigt lige udråbt The Wheel som årets danske album.
Cat Power: Wanderer (Anne, Dokk1)
Nogle sekunder inde i første track, Wanderer, véd man, at det her bliver stort. Pladen er langsom, reflekteret og til tider ret mørk. Og stemmen, åh stemmen! Chan Marshall synger hæst og sårbart, og den dystre stemning prikker til alle melankolske følelser. I hvert fald mine. Det er nøgent, råt og fantastisk.
Det er den første plade fra Chan Marshall i seks år, men udtrykket minder meget om tidligere mesterværker, så hvis du (som jeg) elskede fx The Greatest, så er Wanderer perfekt. En lille ny feature er brugen af den mest subtile autotune, jeg mindes at have hørt. Dog kun på et enkelt track. Og så kan man høre et meget fint kor af Lana Del Rey på nummeret Woman.
Pladen er et meget rørende og helstøbt mesterværk.