Podcastklubben anbefaler

29.01.21
Dokk1s nystartede podcastklub anbefaler gode lytteoplevelser

OBS: Alle de anbefalede podcasts kan findes via diverse podcast-apps. Nedenfor linker titlerne til pågældende podcasts hjemmeside, hvis du har lyst til at lytte dén vej.

Vi fangirlede generelt på P1s podcasts og kunne særligt godt lide:

Brinkmanns Briks. Psykologiprofessor Svend Brinkmann snakker med gode gæster om de mystiske, mærkelige mennesker. 

Hjernekassen på P1. Hjerneforsker Peter Lund Madsen får hver uge besøg af eksperter i studiet. Alle emner kan blive belyst - lige fra menneskekroppens tarmflora til ekspeditioner på fremmede planeter. 

Bogselskabet. I Bogselskabet inviteres lytterne med, når Anne Glad møder en række af Danmarks aktuelle forfattere. I hver episode af Bogselskabet fortæller forfatteren om sin seneste bog, sin hovedperson og om at skrive. 

Fire Patroner På Lommen. Fire patroner på lommen handler om en ekspedition, hvor Rane Willerslev lægger sig ud med den russiske mafia og næsten mister livet. 

Tal Til Mig. Podcast med fantastiske Iben Maria Zeuthen om tro. Hun spørger Hvorfor tror du på Gud? Og ugens gæst fortæller om det øjeblik der blev afgørende for hans eller hendes tro. 

Læge Søger Grænser. Mere Iben Maria Zeuthen. En vild podcast i fem afsnit hvor hun taler med Søren Ventegodt om.. ja, det meste. 

Gidselforhandleren. Fantastisk podcast i tre afsnit om gidselforhandleren Jens Serup, som fortæller om, hvad der foregår bag kulissen, når man skal forhandle gidsler fri. Da fotografen Daniel Rye og den amerikanske journalist James Foley blev taget til fange i Syrien, var det Jens' opgave at forhandle med Islamisk Stat om deres frigivelse.

Vi kunne også rigtig godt lide snakke-podcasts om dig, mig og Matador:

Hjerteflimmer For Voksne med altid gode Sara Bro. Om kærlighed og parforhold med input fra en parterapeut og forskellige gæster. 

Sara & Monopolet (tidligere Mads & Monopolet som nu er at finde på betalingsplatformen Podimo). 

Det, Vi Taler Om. Sladderpodcast der dissekerer ugens store skandaler, overraskelser, forargelser og kulørte stof. Nogen af os er særligt glade for Ditte Okman og hendes store, flotte forråd af grimme ord.

Matador Med Mere med Martin og Mathilde. To venner (og nogle gange gæster) ser et afsnit af Matador og snakker om det. Særligt fremhæves Mathilde, som en virkelig god vært.

Vi var også rigtig glade for undersøgende podcasts:

24 Spørgsmål Til Professoren. Videnspodcast fra Weekendavisen hvor videnskabsjournalist og ph.d. Lone Frank hver uge har en førende dansk forsker i studiet til samtale og videnskabelig debat. Lone Frank er en ret fantastisk formidler og særligt efterårets meget aktuelle afsnit om vacciner bliver man klog af.  

The Dream. Beskrives som “a vibrant and sustained inquiry into various systems of capitalist exploitation” og det gør værten Jane Marie, som man måske kender fra radioprogrammet This American Life, vældig godt. Den nyeste sæson beskæftiger sig kritisk med wellness-industrien. 

Running From Cops. Reality-showet COPS har kørt de sidste 30 år på amerikansk tv og har udviklet sig til at været et vindue ind til, hvad politiet laver i USA. Podcasten undersøger, hvordan COPS egentlig laves, hvor meget kontrol politiet har med slutproduktet og man hører de rystende historier fra folk, som på den ene eller anden måde er endt med at blive filmet til showet. 

The Mystery Show. Værten Starlee Kine undersøger og løser mysterier. Men det må ikke være for nemt og svaret skal ikke bare lige være til at google. 

Hvis man vil høre én nyhedspodcast, er der ikke grund til at gå andre steder hen end her:

Genstart. Én aktuel historie bliver hver dag undersøgt i dybden med bidrag fra super gode eksperter eller folk, som har været tæt på en bestemt sag eller begivenhed. Hør fx afsnittet om jordskredet i Norge, hvor en operativ chef i Beredskabsstyrelsen interviewes om, hvad man dog gør i sådan en situation.

Særlige musikpodcasts:

Politikens Poptillæg. Podcastmagasin om popkulturelle tendenser indenfor musik, tv og film med den suveræne vært Lucia Odoom. Podcasten stoppede desværre i sommeren 2020, men de gamle afsnit kan findes på diverse podcastapps.

Sangenes Blå Bog. Et roadtrip gennem højskolesangbogen. Med sangene som kompasnål fortæller journalist Susanna Sommer højskolebevægelsens, fællessangens og det moderne Danmarks historie. 

Vi var også nogle suckers for gode fortællinger:

Kvinden med den tunge kuffert, Ringbindsattentatet eller faktisk alle podcasts fra Third Ear. Suverænt fortalt, medrivende historier, grundig research, gode soundscapes og dygtige værter. Du kan finde Third Ears imponerende samling podcasts på deres hjemmeside: Third Ear Podcast.

Bunga Bunga. Podcast i otte afsnit om Silvio Berlusconi; hans vanvittige vej ind i politik, lige så vanvittige politiske liv og de mange faktorer, som til sidst fældede ham. I løbet af podcasten samler man underkæben op igen og igen: underslæb, skattesnyd og korruption er en del af Berlusconi-pakken, men han får altid snoet sig udenom myndighederne med en lovændring. Notorisk berømt er også Berlusconis såkaldte Bunga Bunga fester- altså orgier med meget unge piger. Podcasten er super spændende, men fortælleren er et lidt anstrengende bekendtskab i længden.

Af lyttetjenester blev podcastplatformen Podtail anbefalet.

Podcastklubben

Hvis du har lyst til at være med i podcastklubben (ingen binding!), så mødes vi digitalt mandag den 22. februar kl. 16.

Book en gratis billet her: Podcastklubben online