Ud af skabet
Skabet er en metafor for et sted hvor alskens hemmeligheder, hvor alt det skjulte og usagte hører hjemme. Hvis man som ung har leget ’skeletter i skabet’ med sine venner ved man at spændingen i legen opstår når en erfaring eller oplevelse går fra at være personlig til offentlig. Når vennerne pludselig får indsigt i en lille ting man havde gemt i sit inderste er relationen til dem forandret. Man træder ud i et usikkert rum, hvor der er en risiko for spot og latterliggørelse og hvor ens identitet vurderes og bedømmes af andre.
I legen er der altid noget der afsløres og noget der holdes tilbage. Det samme gør sig gældende i vores hverdagsliv, når vi fører almindelige samtaler. Vi forholder os til hvad der er relevant at sige i sammenhængen, hvad der er hensigtsmæssigt, hvad der er tilladeligt. Vores identitet, vores virkelige ’jeg’ afsløres kun i det omfang vi selv ønsker det. Skabet er i den forstand bopæl for vores private ’jeg’, det er et sprogligt aflukke hvor vi kan skærme os mod omverdenens vurderinger.
Men skabet er også en metafor for samfundets isolering og usynliggørelse af alt det ubekvemme. Ofte er opholdet i skabet ufrivilligt. Når det drejer sig om seksuel identitet er det at være i skabet ikke længere en afskærmning, men derimod en begrænsning, et fængsel. Det indebærer en klaustrofobi, der nødvendigvis må overvindes ved en pludselig, kropslig handling: Udspringet.
Det er først inden for de sidste hundrede år at det at springe ud af skabet er blevet forbundet med bekendelsen af en seksuel orientering og især til homoseksualitet. På engelsk har termen ’coming out of the closet’ sin rod i de rituelle handlinger hvormed overklassens unge, giftemodne kvinder præsenteres i samfundet – det vil sige for deres mulige ægtemænd. I tiden omkring 1950 overtages udtrykket af homoseksuelle der opfatter ’the coming out’ som et spring ind i et homoseksuelt samfund, typisk centreret omkring homoseksuelle barer eller mødesteder. Senere, i 1970’erne, ændres betydning til at være et spring ud og væk fra den ensomhed og isolation der forbindes med at være i skabet.
At springe ud af skabet sker ikke én gang for alle. Da heteroseksualitet er samfundsnormen må den homoseksuelle i enhver ny kontekst beslutte sig for at springe ud eller ej. Skabet repræsenterer den hemmelige homoseksualitet, der altid truer med at afsløre sig, at gøre sig synlig, og derved forstyrre samfundets normative seksualitetsopfattelse. Der er i skabet, som metafor, en vekselvirkning mellem det synlige og det usynlige. Skabet skjuler sit indhold, men det er synligt som møbel. Vil du være med til at åbne skabsdøren og tage springet? Så smut forbi Åby bibliotek i maj måned og bliv en del af det homoseksuelle univers.