Ingen tvivl om, at Eco har slået til igen! Som Sam Spade kunne have sagt. Sådan kalder fortælleren Casaubon galgenhumoristisk sig selv, idet han følger i sin ven og medforskers spor, efter at denne har givet sit liv for den endelige indsigt. Og anslår dermed den spændende detektiviske form, som Ecos 2. romanværk deler med Rosens navn. Som den er den en historisk roman, men dens fortælletid er vor egen elektroniske nutid, hvorfra den svinger tilbage til middelalderen. Casaubon er en af tre mænd i Milano, som deler en såvel altopslugende som kolossal viden herom, dens videnskab, alkymi, tro/overtro, dens magtkampe mellem adel, konger, paver, ridderordener. Først og sidst den mægtige Tempelherreorden. Vi lærer indgående om ordenens historie, og spørgsmålet om dens efterkommere tages op af de tre, som langsomt selv bliver en slags videreførere af ideen om en stor Plan, hvis kerne er hemmeligheden om altings absolutte sandhed. Deres viden behandler de i en computer, der bl. a. fodresmed det sindrige jødiske talmagi-system og den førmiddelalderlige Talmudlære. For de tre bliver legen skæbnesvanger alvor. Bogen er en fantastisk fortællerkonstruktion, gådefuld og eksakt, blid og barsk, kærlig og ironisk, humoristisk. Her er stof til vinterens helt store læserlivtag med menneskets evige pendulering mellem tro og tvivl samt forsøg på forståelse og indsigt