Grand Danois af Daniel Dencik
Skal man lade mænd om at anmelde litteratur om mandighed og mandlige følelser? Weekendavisens anmelder, Nanna Goul, sabler Daniel Denciks novellesamling, ’Grand Danois’, ned, samtidig med at Politikens anmelder, Bjørn Bredal, stiller skarpt på bogens egentlige temaer og er mere positiv. Jeg har oplevet det før, hvor en kvindelig kollega opgav at anmelde en bog om mænd, ja endda at læse den færdig, og så lod mig om at læse og anmelde den. Er det simpelthen sådan, at der skal en mand til at forstå en bog om mænd og mænds følelser?
Man behøver ikke have været de samme ting igennem som personerne i Daniel Denciks bog for at mærke, hvad det er der rører sig i de mandetyper, der befolker disse noveller. Lige fra drengen, der rejser alene til Frankrig for at møde sin biologiske far, over den frustrerede filminstruktør, der kører gennem New Jersey på kryds og tværs for at mødes med komponisten Angelo Badalamenti, til den aldrende forfatter, der efter sin mors død rejser til Tokyo for selv at dø.
Bagsideteksten fortæller, at det er ni noveller om ensomhed, men de er også om så meget andet, der rører sig i drenge og mænd, ting som kvinder måske ikke umiddelbart forstår, og som måske heller ikke lader sig forklare på en bare nogenlunde letfattelig måde. Jeg oplever som mandlig læser at mærke de frustrationer, den ensomhedsfølelse og forladthed, der præger karaktererne i novellerne. Det gør bogen vedkommende for mig.
Flere af novellerne handler om, hvordan vi som mænd opfatter og gebærder os over for kvinder, og hvor let det er at træde forkert. Som f.eks. i novellen ’Labrador’, hvor det unge par skal besøge pigens far, der er kunstner og lever som eneboer på en lille ø. Formålet er at få afklaret, om de skal få det barn, pigen er gravid med, eller hun skal have endnu en abort. Eller i den centrale novelle med den kryptiske titel, ’Trøst’. Novellen kunne være et stykke autofiktion, idet den handler om en instruktør, der hovedkuls forlader arbejdet med at klippe sin film færdig, for at opsøge den særdeles kendte filmkomponist Angelo Badalamenti (bl.a. kendt for musikken til serien ’Twin Peaks’) for at få ham til at lave musik til filmen, der er optaget i Afrika. Daniel Denzik er instruktør på filmen, ’Guldkysten’, som netop Angelo Badalamenti har skrevet musik til. Instruktøren følges med den unge kvindelige agent, Elizabeth, som er den der kan bringe ham i kontakt med komponisten. Også i denne novelle går manden fejl af kvinden og bliver forladt.
Selv om ikke alle novellerne står lige skarpt, er bogen absolut værd at læse, ikke mindst for mænd, der ikke har noget imod at blive provokeret til at stille sig selv en række essentielle og eksistentielle spørgsmål. Bogens personer bevæger på forskellig måde og ingen af dem er uvedkommende. Lad også konen eller kæresten læse bogen. Det kan give anledning til en rigtig god og væsentlig samtale.
Anmeldt af Erling Lykke, Aalborg Bibliotekerne