Lyden af den danske kyst
Lyden:af:DK er et forskningsprojekt, som indsamler lyddata fra hele landet for at blive klogere på, hvordan lydbilledet er - ligheder, forskelle, fordelingen mellem natur- og menneskeskabte lyde. Samtidigt kan vi alle være med til at træne den kunstige intelligens, der er bygget ind i projektet. Sådan en har nemlig brug for masser af data og kvalificeret hjælp til at kategorisere dataene, for på sigt at kunne identificere nye mønstre eller af- og bekræfte antagelser om forholdet mellem lyd, natur og mennesker.
Du skal hente app'en 'Lyden af Danmark' ned på din smartphone og oprette dig som bruger - begge dele er gratis. Så skal du være indstillet på at give app'en adgang til placeringen og mikrofonen på din smartphone. Om du har lyst til det er jo selvfølgelig helt op til dig! Jeg har vurderet, det er ok, da privatlivspolitikken er i overensstemmelse med GDPR og institutionerne bag app'en er troværdige. Derefter er der fine instruktioner i app'en til at komme igang - det hele tager ikke mange minutter at komme igang med.
Lige nu er der et særskilt projekt omkring indsamling af lyd ved vores kyster, hvor der helt afgjort mangler mange data fra kysterne ved Aarhus! Du kan læse mere om projektet og se allerede indsamlede lyddata på Lyden:af:DK.
Der kommer et stigende antal projekter af den her art, nok fordi teknologien i højere grad gør det nemt og tilgængeligt at inddrage os borgere i mange forskellige typer af forskning. Under ét kan disse projekter kaldes for 'citizen science' eller borgervidenskab. Det har Videnskab.dk tidligere lavet en fin artikelserie om, hvor der også er flere projekter, du kan bidrage til, hvis du har lyst.