ZAPPA
Se og hør anmeldelsen af bogen på Facebook - klik på billedet (åbner op i nyt vindue).
Bjørn, Uffe, Mulle og Sten er ret forskellige, men går i skole sammen i 1960’ernes Brønshøj. Hovedpersonen Bjørn er bevidst om, at hans familie har flere penge end både Uffes og Mulles. Uffe er ligeglad. Han er ret begavet og kan grine ad det meste, mens arbejderdrengen Mulle ikke er boglig, men til gengæld er både glad og naiv. Stens forældre tilhører overklassen, han er en omsorgssvigtet dreng, som oftest er overladt til sig selv.
De fire drenge har en hule sammen. Sten er gruppens leder og går ikke af vejen for at begå kriminalitet og vold, ej heller for at lokke de andre drenge med til det. Uffe er den første, der siger fra, efter at Sten tvinger Mulle til at spise en skovsnegl mod at få en daler i den ikoniske scene, de fleste mennesker kan huske. Stens manipulationer bliver værre og metoderne grovere, og selv Bjørn indser efterhånden, at Sten er et farligt og skrupelløst bekendtskab.
Bjørn skammer sig over at være ven med Uffe, fordi Uffe går i grimt tøj, men Uffe er ligeglad, hvad andre tænker om ham. I virkeligheden er Uffe god til at sige fra, og det er Bjørn ikke. Uffe bliver på et tidspunkt ven med den homoseksuelle ældre Willy, fordi han er hyggelig at være sammen med, og Uffe er ligeglad med, hvad andre tænker. Sten er blevet afvist af sine forældre hele livet og har tidligt gennemskuet, hvordan verden fungerer. Han er desuden rig, og det udnytter han til at få andre til at gøre ting for penge. Bjørn vil gerne være rig ligesom Sten, og derfor går der længe, inden hans grænser overskrides. Mulle gennemgår den største transformation af dem alle, efter Sten næsten knuser ham.
Bjarne Reuters stærke ungdomsroman ’Zappa’ udkom først i 1977 og er nu genudgivet med nyt lækkert omslag og forord af Bjerne Reuter, der kort fortæller om baggrunden for sin roman. Det er en stor oplevelse at genbesøge romanen, der er barsk og rå, selvom de udpenslede beskrivelser af skovsneglsscenen og scenerne med ’Gogge’ og ’Zappa’ ikke er så frygtelige, som jeg genkalder mig dem fra Bille August filmatisering. Måske er det mig, der er blevet ældre, måske er det Bjarne Reuters humor, der kaster slør over voldsomhederne, måske er det begge dele.