Foto: Anthon Jackson.

Stjernebillet og nye samarbejdspartnere i LiteratureXchange

Af Anonym (ikke efterprøvet)
11.11.22
Glæd dig til LiteratureXchange den 8.-18. juni 2023 - køb stjernebillet allerede nu. Festivalen får to nye stærke samarbejdspartnere, og du kan se frem til endnu flere unikke litteraturoplevelser.

Vi får et stærkere LiteratureXchange og flere fællesskaber omkring litteraturen, for folkeoplysningsforbundene FO-Aarhus og FOF Aarhus tiltræder som nye samarbejdspartnere i festivalen, hvor de vil være med til at fortsætte den positive udvikling, som har kendetegnet LiteratureXchange siden festivalens begyndelse i 2018.

FO-Aarhus og FOF-Aarhus har nogle brede formidlingskanaler og kontakt til målgrupper, der passer godt ind i festivalen, og samarbejdet vil være med til at styrke publikums oplevelser med litteraturen. Publikum kan derfor se frem til endnu flere unikke litteraturoplevelser.

”I vores kommende samarbejde med LiteratureXchange glæder vi os til at udvikle nye tilbud til aarhusianerne. Vi vil gerne være med til at skabe mindeværdige litteraturarrangementer, og vi kommer for eksempel til at skabe helt nye kombinations-arrangementer, hvor litteratur opleves sammen med andre aktiviteter som yoga og madlavning. Vi glæder os til at skabe værdifulde og inkluderende mødesteder,”

siger Søren Peter Hansen, direktør for FOF Aarhus. 

”I FO-Aarhus er vi meget optaget af at skabe meningsfulde fællesskaber, hvor vi sammen får udvidet vores horisont. Det her er en god mulighed for at være med til at videreudvikle en i forvejen velfungerende festival, så vi kan skabe nye fællesskaber om litteraturen i Aarhus,”

fortæller Anne Thorø Nielsen, leder af FO-Aarhus.

”Vi er meget glade for at indlede et samarbejde med de to organisationer FO-Aarhus og FOF Aarhus, der kommer med en masse god know how, som vil gøre festivalen stærkere med nye netværk, målgrupper og kompetencer og styrke festivalens fokus på at skabe fællesskaber,”

lyder det fra Jette Sunesen, festivalleder på LiteratureXchange.

Køb stjernebillet til LiteratureXchange 2023 

Glæd dig til LiteratureXchange 2023, hvor du kan opleve en række internationale og danske forfattere og har mulighed for få nogle helt unikke litterære oplevelser.

Du kan for eksempel se frem til at møde den prisvindende islandske forfatter Auður Ava Ólafsdóttir, der vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2018 for Ar og desuden er kendt for romaner som Stiklingen, Miss Island og nu er aktuel med Dyreliv.

Sæt kryds i kalenderen den 8.-18. juni 2023, hvor LiteratureXchange finder sted næste gang, og køb din stjernebillet her.

Materialer