Inspirationskatalog: Hyperlokal, demokratisk debat og samtale

23.08.23
Med projektet ”Hyperlokal, demokratisk debat og samtale” undersøgte Aarhus Bibliotekerne – sammen med Rudersdal Bibliotekerne, DMJX og de to lokalmedier RisskovLiv og Vores Brabrand – hvordan vi kan styrke den demokratiske samtale om nære, lokale samfundsspørgsmål.

Baggrund: Lokaldemokratiet er udfordret

I dag afholdes der typisk ikke mange åbne samtalearrangementer om det, der rører sig i et lokalområde. I stedet finder debatten ofte sted online, særligt i lokalmediers kommentarspor og i lokale facebookgrupper. Det medfører flere demokratiske udfordringer. Ikke mindst den hårde tone, der afskrækker mange – især unge og kvinder – fra at deltage i debatten.

Samtidig er antallet af lokale medier i Danmark blevet markant mindre i løbet af de seneste ti år. Det har skabt såkaldte ”nyhedsørkener” – lokalområder, der ikke længere dækkes fast af uafhængige medier.

Flere store medier har derfor søsat såkaldte hyperlokale/ultralokale medier, hvor målet er at styrke nyhedsdækningen i små, afgrænsede lokalområder og dermed også bidrage til et stærkt lokalt liv og mere demokratisk deltagelse.

Hvordan skaber man det gode, demokratiske møde?

I projektet ”Hyperlokal, demokratisk debat og samtale” inviterede vi de nære, lokale samtaler endnu længere væk fra Facebook, nemlig helt ud i virkeligheden og ind på de lokale biblioteker i Birkerød (Rudersdal), Risskov og Gellerup - og i tæt samarbejde med de hyperlokale medier RisskovLIV og Vores Brabrand, hvis journalister brænder for at dække de lokale dagsordener. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) bidrager med bl.a. evaluering og dataindsamling.  

Konkret gennemførte vi sammen ni samtalearrangementer i hhv. Gellerup, Risskov og Rudersdal.

Her eksperimenterede vi med, hvad der skal til for at skabe et godt hyperlokalt samtalearrangement:

- Hvor stort skal det være? Hvilke emner trækker folk til? Hvilken målgruppe går vi efter?
- Hvilket format kan give de bedste samtaler om netop dette emne eller i denne målgruppe?
- Er der barrierer (f.eks. sociale eller praktiske), der kan afholde folk fra at være med?

Erfaringer fra projektet

Viden, erfaringer og tips fra projektet har vi nu samlet i et inspirationskatalog, som du kan læse her: INSPIRATIONSKATALOG.

Vi afholdt også en netværksdag for alle demokrati-interesserede på Dokk1 i Aarhus den 12. december 2023. Vi håber også fremover at styrke dette netværk, så vi kan samarbejde om at skabe en bedre lokal debatkultur og stærkere lokale fællesskaber.

Projektet var støttet af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.

Læs mere

Artiklerne i Vores Brabrand om de tre arrangementer i Gellerup:

Fælles drømme om foreningsliv, fritidsliv og sunde fællesskaber

Rappere satte gang i samtaler om ungeliv på Gellerup Bibliotek

Forældre i debat om ny skole i Gellerup: Trivsel er det allervigtigste

Artikel af DMJX-studerende tilknyttet projektet:

Fem trin: Sådan sikrer du det gode demokratiske møde

 

 

Fællesspisning og samtale på Hovedbiblioteket i Birkerød

"Må vi elske tøj, når jorden brænder" - oplæg ved arrangement på Hovedbiblioteket i Birkerød

Journalist Kristoffer Krogh Kiesbye fra RisskovLIV byder velkommen til debat på Risskov Bibliotek

Risskov Bibliotek: Deltagerne taler i mindre grupper

Randa Radwan fra Bydelsmødrene til debatarrangement på Gellerup Bibliotek