Husmødre, støvsøstre, drømmere

Valborg og Johanne befinder sig to forskellige steder i klassesamfundet. Mens Valborg hver dag kæmper med fattigdom og endeløs børnepasning, er Johanne mere velstillet og får dagene til at gå med at gøre regnskab for sin mand, Kresten. For at lette trykket på sin pressede hverdag giver Valborg sit ældste barn, Poul, til Johanne, som er barnløs. Derigennem opstår en skævvridning i deres relation, hvor usikkerhed og jalousi fra tid til anden dukker op mellem dem.

Skruen uden ende

Selvom det blot er en enkel dag, der danner ramme om fortællingen og giver et indblik i Valborg og Johannes liv, opstår der hurtigt et billede af en ensformig hverdag, der gentager sig selv igen og igen. Kvindernes tilværelse udspiller sig bag hjemmets fire vægge, hvor opvask og rengøring, madlavning og børnepasning står i kø efter hinanden. Mens deres mænd er ude og arbejde, er Valborg og Johanne efterladt med de huslige pligter, der aldrig ophører, og som med tiden driver dem til vanvid. Og det er netop disse gentagende rytmer, der skaber en monoton drivkraft i romanen, fordi kvinderne her har tid til at gruble over længselsfulde minder om fortiden, og drømme for fremtiden bryder igennem som dagdrømme midt i de mange husmoderlige gøremål.

Galskabets sanselighed

Fortællingen om den nedslidte og nedværdigede husmor er ikke ligefrem ny. Dog er Bros skildring af Valborg og Johannes liv for mig en nyskabelse rent sprogligt og stemningsmæssigt. Det evindelige, enerverende og endeløse arbejde som husmor beskrives med en galskabs sanselighed, så selv støvkornenes hvirvlen og opvaskevandets boblen beskrives med en forfriskende detaljerigdom og poesi. Dette skaber en stille spænding og æstetik i romanen – men ligeledes understreger det den ensformighed, Johanne og Valborg lever i, netop fordi der lægges mærke til de mindste ting, såsom at fylde hjerter med persille til den sultne ægtemand, der kommer hjem efter sin arbejdsdag:

“Valborg snitter endnu et bundt persille. Hakker med hurtige bevægelser. Persillen afgiver en friskgrøn duft, der møder den skarpe organlugt henne ved vasken, de kæmper lidt, de to dufte (persillens grønne saft på skærebrættet, den brunrøde væske fra hjerterne), ikke længe, et øjebliks em af forår, inden Valborg presser persille ned i hjertets rifter, sammen med salt og en ekstra skive smør.”

En spejling mellem fortid og nutid

Jeg synes, at Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler er en ildrød tråd mellem fortid og nutid, der elegant kobler datidens firkantede kønsroller med nutidens begreber om ‘the mental load’, som mange kvinder og mødre oplever i deres parforhold og familieliv. Selvom vi, hvad angår ligestilling, er kommet langt siden 1950’erne, findes der stadig et usynligt sisyfosarbejde i mange danske hjem, og det er denne roman en forsigtig reminder om og et stille opråb mod:

“Hun gør ansats til at rejse sig, komme i omdrejninger, men ombestemmer sig, er alligevel ikke helt klar til at give sig i kast med dagen. I det øjeblik hun har rejst sig, vil bevægelserne lægge sig parat, den ene efter den anden, det ved hun, og hun vil forsvinde ind i arbejdet, og den hellige morgenstund – hvor støv for lov at være støv, og opvask får lov at være opvask – vil være forbi.”

Med Johanne og Valborg har Bro skabt to karakterer, som flere generationer af kvinder vil kunne spejle sig i, sympatisere og identificere sig med.