Pigen, der løste alle verdens problemer, og fik 1000 nye
Vinder af et ophold på Brønderslev Forfatterskole
Der var engang en pige, som var træt af, at verden var fuld af problemer. Det var det eneste, folk snakkede om, og det var så ærgerligt at høre på. Pigen besluttede sig derfor for at gøre noget ved det.
Hun brugte lang på at bygge en maskine, som skulle fjerne verdens største problemer. Efter hårdt arbejde var maskinen endelig færdig. Pigen trykkede på antiproblemknappen, hun havde installeret, og med ét var alle problemerne forsvundet. Pigen var en helt og alle mennesker i hele verden blev glade…. Eller det skulle man tro. Men ser du, det er faktisk slet ikke så nemt at løse verdens problemer.
Næste dag blev pigen nemlig vækket af en masse larm ude foran sit vindue. Da hun åbnede sin dør, fik hun sig et stort chok. En enorm menneskemængde, inklusiv fire tanks og en hær af soldater, stod udenfor og stirrede vredt på hende.
Pigen var helt forbavset, men før hun kunne nå at åbne munden, trådte et par sure mænd fra et paraplyfirma hen til hende. De klagede over, at de ikke havde nogle at sælge paraplyer til, fordi pigen havde lavet godt vejr hele tiden.
En hulkende flok forskere og professorer alle iklædt lange, hvide kitler var kede af, at de nu ikke havde noget arbejde længere. De plejede nemlig at sige en masse kloge ting om verdens problemer, men nu hvor pigen allerede havde løst dem, havde de mistet deres arbejde.
Nogle råbende skolelærere med favnen fuld af faglitteratur ville have hende til at forklare, hvordan de nu skulle undervise, efter hun havde fået det til at blive sjovt at gå i skole. ”Hvad med alle skolepsykologerne og alle mobberne? Hvad skal de nu gøre?” spurgte de også.
Hele tv-stationen brokkede sig over, at de nu ikke kunne lave fjernsyn om alle de dårlige ting i verden mere.
En masse vrælende læger, sygeplejere og medicinforhandlere var alle så fortvivlede, fordi der ikke var nogle syge længere.
Til sidst skreg en kommandør. som var omgivet af de fire store tanks og hæren af soldater, at de heller ikke vidste, hvad de skulle gøre, fordi der nu var fred i verden.
Pigen sukkede. Hun var blevet godt træt og frustreret. Det var gået op for hende, at det var meget svært at løse verdens problemer. Alle dem, som havde stået ude foran hendes dør – på nær skolelærerne som bare brokkede sig – havde mistet deres arbejde, og kunne derfor ikke passe godt på deres familier og dem selv. Det var jo også utroligt vigtigt.
Det hele var meget uoverskueligt, men i stedet for at give op, blev pigen ved med at brænde for tanken om en verden uden problemer. Hun gik ud i værkstedet for at bygge en ny maskine.