DRENGENE FRA SANKT PETRI - GRAFISK ROMAN
”Først så tager vi Göring i hans fede ben, derpå tager vi Goebbels og slår ham med en sten. Så hænger vi Hitler i en strop ved siden af von Ribbentrop… ” Ordene går igen i den forrygende grafiske nyudgivelse af Bjarne Reuters roman fra 1991.
Det er sommeren 1942, og vi befinder os i Aalborg under den tyske besættelse. Historien fortælles af Lars, hvis storebror Gunnar har sin egen lille modstandsgruppe, Sankt Petri-gruppen, der består af ham selv og kammeraterne Søren og Oluf. Lars og Gunnars far er præst, og gruppen mødes på kirkens loft. De tre drenge gør hvad de kan for at sabotere tyskernes planer, og i begyndelsen bærer deres aktioner mest præg af drengestreger.
Lars består gruppens optagelsesprøve, hvor man skal bevise, at man kan holde kirkens tonstunge lysekrone med de bare næver, og gruppen vokser, da også Otto bliver optaget. Han arbejder på teglværket og har fået fat på en tysk pistol. Åge kommer også med i gruppen, og det varer ikke længe før de seks drenge er indblandet i noget langt større end drengestreger, hvilket medfører en del konflikter internt i gruppen. Sideløbende følger man Lars’ forelskelse i sin storebrors smukke kæreste Ingeborg og det uskyldstab, der både følger med de forbudte følelser og Sankt Petri-gruppens stadig mere blodige modstand mod besættelsesmagten.
Historien er stadig virkelig stærk og dygtig fortolket af Erik Barfoed. Man følger begivenhederne filtreret gennem Lars’ eftertænksomme væsen, hans hemmeligheder og drømme. Kristian Eskild Jensens illustrationer bringer nyt liv til historien. Han er en helt forrygende illustrator, der romanen igennem lader farverne være udslagsgivende i de enkelte scener.
Planlægningsscenerne på loftet er overvejende i orange og gule nuancer, mens andre scener primært er blå, gammeldags brunlige eller mørke grålige toner. Personerne er livagtigt gengivet og fortællingen er smuk, barsk og ikke uden en vis tristesse. Det er en meget vedkommende læseoplevelse for store børn, da den både beskæftiger sig med venskab, forbudt kærlighed og omkostningerne ved forskellige valg.