Jekyll & Hyde genfortalt

16.06.22
En skræmmende god og vedkommende gendigtning for store børn.

Se og hør anmeldelsen af bogen på Facebook - klik på billedet (åbner op i nyt vindue).

Genfortællingen stiller spørgsmål ved, om romanen handler om den sort/hvide kamp mellem godt og ondt, eller om sindet indeholder langt flere nuancer og er langt mere komplekst. Romanen udfolder både de nærmest uendelige dybder i den menneskelige natur og introducerer på samme tid et uigennemskueligt og særdeles foruroligende plot for alle læsere fra ca. 12 år.

Historien er fortalt af Gabriel John Utterson og indledes med, at Utterson spadserer sin sædvanlige søndagstur med sin gode ven Richard Enfield, der fortæller Utterson om en frygtelig oplevelse, han overværede en sen aften, hvor et ondskabsfuldt lille uhyre af en mand, næsten trampede en pige til døde. Monsteret hvis navn er Edward Hyde, er en sær vanskabning, uden at være det, og han forsvinder efter overfaldet ind i huset hos den højt respekterede dr. Henry Jekyll, som Utterson både er sagfører for samt gode venner med.

Utterson modtager kort efter sin ven Jekylls testamente, hvor doktoren har begunstiget sin formue til Hyde! Utterson besøger ofte Jekyll, og han ser hvorledes den tidligere varme, som hans gode ven er kendt for, er erstattet af træt resignation. I Londons gader sker desuden flere og flere dødelige overfald, og den uforklarligt frastødende Hyde har nu fået sin egen nøgle til Jekylls hus. Hvad er det for en magt Hyde har over Jekyll, som gør, at han beskytter ham? Svaret finder Utterson gennem brevvekslinger mellem Jekyll og Hyde, og langsomt udruller den uhyggelige sandhed bag relationen mellem de to mænd sig.

Kenneth Bøgh Andersen formår at skabe en virkelig mørk stemning, på trods af at han i mange tilfælde nøjes med at insinuere de uhyrligheder, som Hyde udsætter sine mange ofre for. Men det er også nok til at blive bekendt med modbydeligheden i Hydes natur!

Sammen med den hjerteskærende fortælling om Frankenstein som Kenneth Bøgh Andersen har genfortalt, samt den mørke historie ’Dracula’ som forfatteren fortolker til næste år, er denne fortælling om de to karakterer i samme mand, en af de fineste læseoplevelser man kan give sig Romanen, og i særdeleshed genfortællingen, sætter spot på begrebet ’klassiker’ som alt andet end en elitær og svært læselig historie. I stedet præsenteres man her for en fascinerende fortælling,  drevet af plot og fortællerglæde. Denne udgave er en åben invitation til alle.

Materialer