Lulu Lukøje af Adam O
Lulu med det viltre hår bor i Drømmeløse sammen med sine forældre. Det er en helt almindelig by, bortset fra at ingen i byen nogensinde drømmer! Udenfor byen ligger Drømmeløse Overdrev med en lille skov, hvor der står en gammel bus. Lulu elsker at sætte sig ind i bussen og drømme sig væk til fjerne destinationer.
En dag giver Lulus gode ven kragen, som hun ofte deler sin mad med, hende en nøgle. Det viser sig at være nøglen til hendes elskede bus. Da hun sætter nøglen i tændingen, starter bussen med et brøl, og Lulu suser afsted op mod stjernerne.
Midt i en fremmed stjernehimmel, hvor himmel møder hav i Mellemrummet, erfarer Lulu, at drømmebussen ikke kan komme tilbage til sin skov, før nogen fra Drømmeløse drømmer den tilbage. Lulu må bringe bussen tilbage til Centralen i Drømmeland, hvor hun møder mekaninen Tier, der skal hjælpe hende med at styre drømmebussen, så de kan få bragt drømmene tilbage til Drømmeløse.
Adam O. har skrevet om undergang i ’Den rustne verden’, men i særdeleshed i tegneserien ’Ruiner’ til den voksne læser. Men både i romanen ’Gro’, billedbøgerne om ’Tonni2ton’ og her i ’Lulu Lukøje’, giver han læseren håb på ny og troen på, at fantasien kan redde verden. De blændende illustrationer tilfører den fine fortælling et yderligere lag af eventyr, og hans tegninger af både flyvende gule busser, selvstændige og modige børn, svævende havdyr og flydende drømmescenarier, er fænomenale.