Illustration: Sabine Brandt, Sisterbrandt.dk

Pas på kloden, dig selv og de andre

Af Anonym (ikke efterprøvet)
10.02.21
Vi kan alle sammen gøre verden lidt bedre - hver dag! Den oplevelse skal børn også have, for ingen er for små til at gøre noget stort.

Emnelisten præsenterer en række nyere fag- og skønlitterære børnebøger for de 3-9-årige, der kan tale ind i arbejdet med FN’s verdensmål.

Under overskrifterne ’Pas på kloden’, ’Pas på dig selv’ og ’Pas på de andre’ vises det på en enkel og inspirerende måde, hvordan du kan arbejde med de aktuelle verdensmål i børnehøjde. Emnelisten indeholder også sjove opgaver og udfordringer, som både kan bruges derhjemme, i børnehaven eller i skolen.

Udarbejdet af  bibliotekar Rikke Østergaard Hansen

Download hele PDF-filen

Se oversigt over alle emnelister til både børn og voksne

OPGAVER:

Prøv at tage et bad eller børste tænder, mens du lader vandet løbe. Sæt et mærke på baljen eller vasken. Prøv næste gang at slukke for vandet, mens du børster eller sæber dig ind. Hvor meget vand har du sparet? 

Arranger en byttedag med legetøj eller  astelavnskostumer i stedet for at købe nyt. Skriv skilte og lav plakater. Det er lettest at bytte, hvis man får en ”byttekupon”, når man afleverer noget brugt. 

Lav en vindmølle af papir eller en vandmølle af plastic. Tag møllen med udenfor og se, hvordan naturens kræfter får møllen til at snurre rundt. Skoven i Skolen har byggevejledninger til møller.

OPGAVER:

Lav jeres egen olympiade med sækkeløb og krabbegang. Måske kan I også løbe stafet med æg på en ske eller hinke om kap. Skriv diplomer til hinanden og lav medaljer af muffinforme. 

Lav en arbejdstegning over en opfindelse, som løser et problem. Byg den bagefter med for eksempel aviser, skruelåg og pap fra køkkenruller. Sæt det sammen med snor, lim eller malertape.

Kig sammen på et bykort. Lav med malertape på gulvet et kort over en ny by med bygninger og veje. Hvor bor man? Hvor er der butikker og fabrikker? Skal der være en park? Hvor kører bussen? Hvor afleverer man sit affald? Hvor skal bilerne parkeres? Hvis I hellere vil være udenfor, kan I tegne byen med kridt.

OPGAVER:

Tjen penge ved for eksempel at sælge boller eller madpakker og støt nogen, som hjælper børn til at komme i skole og få en uddannelse. I kan også vælge at give nogle ting til en genbrugsbutik med et godt formål. 

Det er forskelligt, hvad vi er gode til. Lær nogen noget, som du er god til – at fløjte, sy eller spille bold. Du kan også læse højt for én eller tage en kammerat med på biblioteket og vise, hvordan man låner bøger.

Hvad er en god kammerat? Lav en liste over ting, som gode kammerater gør for hinanden. I kan indføre en kammeratskabspris og en gang imellem give hinanden en badge eller et diplom for gode ting, man har gjort.

FN’s Verdensmål

Vi kan alle gøre noget godt for verden hver dag - uanset om vi er store eller små. Efter Anden Verdenskrig blev 51 lande enige om at lave aftaler om fred og samarbejde. Det var i 1945, hvor De Forenede Nationer (FN) blev grundlagt. Med årene er næsten 200 lande kommet med i aftalen. 70 år efter den første aftale, blev landene enige om 17 mål for bæredygtig udvikling. Dem kalder vi FN’s Verdensmål, og det er dem, vi skal nå inden år 2030. Målene har vigtige emner som sundhed, økonomi, uddannelse, lighed og miljø. De
handler altså om, hvordan vi behandler kloden, os selv og hinanden.

Sang om verdensmål

Mel.: Mester Jakob (ukendt)

  1. Vi ta’r cyklen, slukker lyset
    Samler vand – i en spand
    Passer godt på kloden, passer godt på kloden
    Ja vi gør, ja vi gør!
     
  2. Redder regnorm, bygger huler
    Giver hi – til en bi
    Passer på naturen, passer på naturen
    Ja vi gør, ja vi gør!
     
  3. Vi vil lege, vi vil lære
    Løbe rundt – spise sundt
    Passer godt på kroppen, passer godt på kroppen
    Ja vi gør, ja vi gør!
     
  4. Samler affald, reparerer
    Bytteri – kan vi li’
    Passer på miljøet, passer på miljøet
    Ja vi gør, ja vi gør!
     
  5. Dreng og pige, vi er lige
    Leger frit – deler tit
    Passer på hinanden, passer på hinanden
    Ja vi gør, ja vi gør!