Pigernes Bogklub læste Spellslinger

14.06.18
Pigernes Bogklub har læst Spellslinger af Sebastian Castell

Spellslinger er første bog i en ny trilogi af Sebastian Castell. Spellslinger handler om Kellen, som inden sin 16 års fødselsdag skal gennem fire magiske prøver, som afgør hvorvidt han skal blive en magtfuld Jan'tep-mager eller om han vil blive udstødt af sin familie og venner og blive en Sha'tep-tjener.
Kellen har det store problem, at modsat sin søster og venner, har han ikke har udviklet sine magiske evner. Faktisk forsøger han at snyde sig gennem sine prøver. Det er lige ved at lykkes, men hans søster afslører ham. Det er ved at gå helt galt, men pludselig dukker en mystisk fremmed op. Hun bliver Kellens redning og inspirerer Kellen til at gå helt nye veje. Det går langsomt op for Kellen, at tingene slet ikke hænger sammen som han troede. At dem han troede var de gode, måske i virkeligheden er de onde. At det hele bygger på en løgn.

Pigerne i bogklubben synes, det var en rigtig god bog. Der er fuld fart på fortællingen og karaktererne er spændende. Kellen er modig, Ferius er sej og Katten Reichis er sjov. Vi sad dog alle og ventede på at Kellens magiske evner udviklede sig, og vi synes næsten der var for meget modgang og for mange kampscener. Kellen får virkelig mange tæsk. Vi håber at de næste bøger i serien byder på mere baggrundsinformation om Ferius, mere medgang og meget mere magi.

Vi anbefaler bogen og giver den fire stjerner.

Materialer