Troldmanden fra Jordhavet af Ursula K. Le Guin

08.11.22
Le Guins episke fantasyfortælling er en klassiker, der har inspireret mange forfattere. En eviggyldig historie og en storslået, magisk rejse.

Se og hør anmeldelsen af bogen på Facebook - klik på billedet (åbner op i nyt vindue).

Da ’Troldmanden fra Jordhavet’ første gang blev udgivet i 1968, blev læserne præsenteret for en af de bedst tænkte verdener i fantasylitteraturen. Efter genlæsningen af første bind i den episke fantasyroman må jeg sande, at historien stadig er lige muskuløs trods voksenlivets kritiske standarder.

Drengen Gæt vokser op på den nordlige beliggende ø Gont i et feudalsamfund, hvor han som 12-årig begynder i lære som kobbersmed. Da han er 13 år, går han i lære som kogler, en art troldmand, der arbejder for det gode, og som både kan helbrede og gøre gode ting for andre.

Gæts evner er anderledes. Fra han er helt lille, rummer han stærke kræfter som blandt andet at få dyr til at lystre ham, og derfor får han tilnavnet "Spurvehøg". Han finder et lille dyr, en otak, som bliver hans trofaste følgesvend. Gæt kommer på Troldmandsskolen i Roke, hvor han som overmodig lærling påkalder sig en skygge fra dødsriget, som forsøger at bemægtige sig ham. Han indleder en jagt på Skyggen, som fører ham langt væk fra den verden, han kender, men som udvikler ham til en mægtig troldmand. Omkostningerne er dog enorme, og han må flere gange forlade trygheden og de mennesker, han knytter sig til.

Gæt er et menneske med både laster og dyder, hvilket skaber genkendelighed og en særlig menneskelig sandhed, der driver læsningen frem. Intet er sort og hvidt, og Gæt skal ikke bekæmpe Skyggen, men finde dens navn: ”To do good, heroes must know or learn that the ’axis of evil’ is within them”.

Gæts søgen er beskrevet som en rejse gennem et fantasilandskab, der tilbyder læseren mere end en række begivenheder, et sted, man kan forestille sig at flytte til. Jordhavet er fyldt med magi, gamle drager med deres egne myter, ganske som de kinesiske drager, men det er også en menneskelig verden med handel, politik, slaveri og misbrug.

Ursula K. Le Guin er eminent til at opbygge karakterer. Dialogen i romanen er sparsom, men der er masser af humor og ingen alvidende fortæller. Forfatterens univers er opbygget præcis så gennemtænkt og detaljeret som eksempelvis J.R.R. Tolkiens og George R.R. Martins mere kendte verdener.

Materialer