De fire søstre sidder omkring klaveret
De fire søstre sidder omkring klaveret

Amerikanske klassikere - Pigebørn af Louisa May Alcott. Illustreret af Roberta Bordone

20.08.24
En tilpasset og fint illustreret udgave af Louisa May Alcotts klassiker, der foregår i 1800-tallet som fortæller historien til alle børn fra ca. 8 år.

De fire søstre Meg, Jo, Beth og Amy bor sammen med deres ukuelige mor Mrs. March og deres far i Massachusetts. Desværre må de lige nu undvære deres far og mand, som er feltpræst i Borgerkrigen. Moren elsker sine piger, og siger, at hun hellere ser dem lykkelig gift med fattige mænd, end ulykkelig gift med rige mænd. Pigerne er virkelig forskellige; den ældste Meg er velovervejet og stille, den næstældste Jo er en temperamentsfuld drengepige, og drømmer om at blive forfatter, Beth er den blideste, mest empatiske og føjelige af dem alle, og den yngste Amy, med de store planer, og kærlighed til materielle ting, er selvfølgelig den mest umodne.

Det er jul, og pengene er små, og på trods deres store forskelligheder, kan pigerne alle godt forstå, at gaverne er sparet væk dette år. I palæet ved siden af​, bor den unge mand Laurie sammen med sin bedstefar. Han bliver gode venner med søstrene, og særligt med Jo.

Vi følger de fire søstre frem mod deres voksenliv, hvor de både oplever kærlighed, udlandsrejser og hvor de alle mister en, de holder inderligt af.

Den velkendte coming of age-fortælling i nye og letlæste klæder. Jo March er forfatter Louise May Alcott, der selv voksede op med tre søstre, som mindede meget om Meg, Beth og Amy. Man kunne tro at tematikkerne i historien er gammeldags, men der er mange moderne ideer i bogen, samtidig med den er medrivende på en stille og fin måde. Karaktererne er alle sympatiske, så jeg føler mig hensat til ’Anne fra Grønnebakken’, og tænker at denne udgave af ’Pigebørn’, kan være et godt sted at begynde, hvis man nu gerne vil læse serien om Anne, men ikke helt er klar. Illustrator Roberta Bordone formår at holde de smukke s/h-tegninger både enkle og fængslende. Bogen kan læses fra ca. 8 år.

Materialer