De utrolige historier fra Baskerville Hall af Ali Standish

13.09.24
Første bind i en spændende serie, som kunne udgøre forklaringen bag, hvor den Arthur Conan Doyle fandt inspiration til sine historier om sin verdensberømte detektiv Sherlock Holmes og lægen dr. Watson.

 

Den særdeles begavede, men meget fattige dreng Arthur Conan Doyle redder en dag på gaden en kvinde med et lille barn, da hun får et ildebefindende, og han modtager herefter et tilbud om et stipendium med alt betalt til Baskerville Hall, en mystisk skole for særligt intelligente elever. Og i håbet om at kunne give sin familie et bedre liv, tager han imod tilbuddet.

Han bliver rigtig gode venner med den begavede Jimmie Moriaty, den modige Irene Eagle og den virkelig søde, men meget specielle pige Pocket. Han opdager snart, at der også gemmer sig fjender på skolen. Arthur inviteres til optagelsesprøve i den eksklusive klub ’Kløveren’, og skal bestå tre test, for at blive medlem. Undervejs bliver han dog mere og mere skeptisk. Arthur synes, at klubben bærer præg af tvivlsom etik, og er ikke imponeret over deres snak om rigdom og magt. Da han ved et tilfælde afdækker et mysterium, der knytter sig til et værdifuldt æg, medfører det en dominoeffekt af begivenheder, hvor de nyfundne venskaber virkelig skal stå deres prøve.

En fortælling der foregår på en engelsk kostskole i det 19. århundrede, med alt der hører med af excentriske studerende og tillige professorer, hemmelige selskaber, magiske ure og noget så sjældent som en dinosaurbaby. Forfatteren har portrætteret Arthur Conan Doyle ganske som jeg havde forestillet mig ham, men jeg tænker alligevel, at detaljerne om hans karakter, muligvis kræver en lidt ældre læser end målgruppen på 10 +. Men det betyder ikke noget, for det hæsblæsende plot og de mørke atmosfæriske omgivelser suger læseren med ind i en verden af spænding og mystik.

Jeg var virkelig godt underholdt, og synes krimiplottet fungerer så fint. Og jeg ser frem til seriens næste bind.  

Materialer