Teaterkulisse, mumitroldene ror  i både i solnedgangen
Teaterkulisse, mumitroldene ror i både i solnedgangen

Farlig midsommer af Tove Jansson

06.08.24
Femte bog om Mumitroldene, som første gang blev udgivet i 1954. En rigtig Tove Jansson-fortælling hvor man både føler angst og glæde over en mystisk naturkatastrofe, der sender Mumifamilien ud på eventyr.

Det er en kvælende varm juni måned, og mens Mumimor laver en lille båd af bark, savner Mumitrolden sin bedste ven Mumrikken, der endnu ikke er vendt tilbage fra sin vintervandring. Varmen bliver værre og værre, fordi ’det ildsprudende bjerg’ er ved at lade op til et udbrud. Da vulkanudbruddet kommer, forårsager det både jordskælv og en tsunami, der skaber en stor oversvømmelse i dalen. Mumihuset er snart oversvømmet, og familien beslutter sig for at finde et tørt sted at bo sammen med Triste og Homsen.

Der kommer et flydende hus forbi, som de flytter ind i. De tror det er hjemsøgt, fordi de både møder ’Rekvisitter’, mærkelige halvvægge og malerier der falder ned. Efter kort tid møder de teaterrotten Emma, der også bor i teatret, men som i første omgang ikke bryder sig om Mumitroldene, fordi de ikke ved, hvad et teater er.

Da Snorkfrøkenen finder et rum fyldt med kjoler, må hun stå på hovedet, for at få ro på sig selv, og ikke eksplodere af lykke. Ved en fejl sejler Lille My bort i en sykurv, men findes af Mumrikken. På samme tid sover Mumitrolden og Snorkfrøkenen i et træ, og ser ikke, at teatret sejler videre. Hvad nu?

Umiddelbart handler ’Farlig midsommer’ om oversvømmelser, savn og positiv afmagt i en barnlig eventyrverden. Tove Janssons karakterer er skabt ud fra hendes eget liv, og inspireret af menneskene omkring hende, men de ligner os alle. Hun formår med sine enkle dialoger at få fortalt de største historier, og få læseren til at genkende sit eget liv i fortællingerne om de umiddelbart simple Mumitrolde. Forfatterens store nysgerrighed overfor verden, afspejles i de meget forskellige karakterer, hun har skabt, og lige som med Astrid Lindgren ved man aldrig helt om man skal læse krig og andre verdensomvæltende begivenheder ind i fortællingerne. Det er stor kunst og alle fra ca. 6 år vil kunne være med.

Materialer