Forglem mig ej af Jakob Agermose. Illustreret af Otto Dickmeiss

”Det hele startede om mandagen med, at mors stemme forsvandt midt under fødselsdagssangen.” Da William prikker til hende, undskylder hun, men få dage senere graver hun et hul i køkkenhaven, som hun forsvinder ned i, indtil far fisker hende op igen. Hun bliver mere og mere fjern, eller som Jakob Agermose udtrykker det; ’tågen sivede ind og lagde sig som en dyne’, men faren kører hende ud i skoven, og stiller hende under et træ. ”Hun skal bare have noget luft”, siger han, og så løber han igen en tur.

Efterhånden ligger Williams mor på sofaen hele tiden, lige indtil den dag hvor han hænger en varmelampe over hende. Og med et er stuen fyldt med planter…

En smuk, stille og klog billedbog der kan lette samtaler med børn om en forælders psykiske sygdom. Der er desuden masser af håb indbygget, selvom morens tilstand forværres. Det er Jakob Agermoses debut, og det forstår man slet ikke. Han skriver småt om det store, og umiddelbart let om det tunge.

Otto Dickmeiss’ illustrationer forlænger forståelsen, og viser hvorledes den lille tågesky, ’der siver ind’ hænger i morens skørter, og holder hende fast ude i skoven. Pinocchio-legetøjsfiguren optræder i begyndelsen i vinduet med spindelvæv på, og senere i samme vindue, da moren nærmest er groet ned i sofaen, sidder den med hænderne op foran øjnene, som om den græder. Indtil selvsamme Pinocchio på en svensk dalahest er på vej ud i livet, da planterne har overtaget huset.

Otto Dickmeiss er en af de største illustratorer jeg er stødt på, og hans tænksomme figurer med de forstørrede hoveder er helt perfekte, også i denne sammenhæng.