Ild af Iben Mondrup. Illustreret af Kristian Eskild Jensen

15.11.24
Et kalendereventyr i 24 kapitler, uden de traditionelle juleelementer, og samtidig en smuk og smertelig rejse ind i sig selv på jagt efter sandheden.

 

11-årige Ravn bor hos sin onkel Ben og tante Marie, der elsker ham som en søn. Hans mor er død, og hans far er læge rundtom i verden, derfor bor Ravn hos sine kærlige slægtninge.

Han går i skole hos Claudia sammen med landsbyens andre børn. Hun har adskillige gange hentet ham på sin hest Bella, når han er stukket af hjemmefra, fordi Ravn ikke mener han er tante og onkels ’rigtige barn’, og føler sig ’forkert’. Nu er Marie højgravid, og tvivlen forstærkes hos Ravn om han har en plads i familien.

En dag ser han fodspor i sneen, som leder ham hen til en fremmed pige, der intet siger, og som Ravn ikke ved, hvor kommer fra. Ravn tager hende med hjem, hvor hun er mere end velkommen, men han kan mærke sin tante og onkels bekymring for, hvem der mon savner hende. Ravn er dybt fascineret af pigen, og hendes tavse tilstedeværelse skubber til de velkendte tanker, om hvorvidt hans tante og onkel virkelig elsker ham. Derfor beslutter Ravn en nat, at han sammen med pigen, vil forlade huset og gå ud i sneen, for at søge efter det de begge savner. Undervejs lærer de en masse om hinanden, og Ravn giver pigen navnet ’Ild’ pga. hendes særlige evner. Sammen oplever de livstruende farer og møder næstekærlighed, men begge finder vejen hjem.

Historien minder mig både om ’Årstidskvartetten’ af Maja Lunde og Lisa Aisato, men ’Ild’ indeholder også elementer fra eventyret om ’Snedronningen’. Juleelementet findes i bogens 24 kapitler, men ellers er der ikke meget jul over fortællingen. Bortset fra den ønskede sne. Iben Mondrup udfordrer Ravn og Ild, og stiller dem overfor store prøvelser, der får dem til at vokse, og som lærer dem om kærlighed.

Historien er lagt i hænderne på fantastiske Kristian Eskild Jensen, der med sine helt vidunderlige illustrationer vækker eventyret til live. Hans levende billeder af smukke kvinder med livlige røde krøller og glimt i øjet, de smukke uskyldige snespurve og de sultne ulve er helt vidunderlige. Kristian Eskild Jensen understøtter Iben Mondrups fremstilling af naturen som lige dele smuk og ubarmhjertig men i høj grad helende.

Læs bogen sammen i julemåneden, og snak om hvad julen virkelig handler om, eller læs den på alle andre tidspunkter og inviter magien indenfor.

 

Materialer